I alt skal der anlægges seks vandboringer nord for Astrup. Med tiden regner Hjørring Vandselskab med at kunne indvinde 700.000m3 om året fra grundvandsparken.
Livet her

Sådan sikrer kommunen drikkevandet

03. maj 2024 kl. 06:02

HJØRRING: I disse uger anlægges seks nye vandboringer i området nord for Astrup.

Jorden blev i december opkøbt af Hjørring Vandselskab med henblik på at etablere nye boringer, og nu slår prøver fast, at der er rigeligt vand af meget høj kvalitet i reservoirerne under. Det viser, siger bestyrelsesformand Daniel Vestergaard (K), at vandselskabets ønske om at oprette grundvandsparker er den helt rigtige.

Godt nyt til borgere og virksomheder i Hjørring Kommune

Får man drikkevand fra Hjørring Vandselskab, så er man nemlig sikret rigeligt lækkert rent vand langt ud i fremtiden. Vandselskabet har tidligere undersøgt undergrunden nord for Astrup og fundet, at der er gode forudsætninger for at indvinde meget vand.

Man har også fået indvindingstilladelse fra kommunen, og i december opkøbte vandselskabet ca. 60ha jord over vandreservoirerne og begyndte etableringen af en grundvandspark, forklarer direktør for vandselskabet, Jakob Bisgaard:

- At opkøbe jord i indvindingsområder er vores bedste bud på at sikre vandkvaliteten i fremtiden. Vi betragter områderne ved kildepladserne som en del af vores produktionsapparat og vil derfor gerne have styr på aktiviteterne i området. Kun derved kan vi beskytte dannelsen af grundvand og sikre drikkevandsforsyningen for kommende generationer.

Vandselskabet har tilladelse til at indvinde 700.000 m3 rent vand om året i området, men Jakob Bisgaard håber, at denne mængde kan øges. I dag sælger Hjørring Vandselskab 3,2 mio. m3 drikkevand om året til 42.000 borgere og virksomheder i Hjørring Kommune.

Vand fra egne grundvandsparker I 2040 skal Hjørring Vandselskab have en kapacitet på 5,5 mio. m3 vand. Der skal også gerne være ekstra kapacitet til at sige ”ja tak” til store virksomheder, hvis de flytter dem selv og arbejdspladser til kommunen, lyder det fra bestyrelsesformand for Hjørring Vandselskab, Daniel Vestergaard (K).

Bestyrelsesformand Daniel Vestergaard (K) (th) og direktør for Hjørring Vandselskab Jakob Bisgaard (tv) ses her nord for Astrup.

- Med de nye boringer i eget terræn kan vi fremtidssikre nok drikkevand til alle vandselskabets kunder. Det viser, at vores strategi med opkøb af arealer til grundvandsparker er den helt rigtige. Med de rigelige vandmængder af god kvalitet har alle selskabets nuværende og fremtidige kunder fået valuta for pengene, og det er der stor glæde over i bestyrelsen og i byrådet.

Lige nu er jorden lejet ud til braklægning. Der er ikke endelige planer for, hvad jorden i Astrup eventuelt også skal bruges til, men vandselskabet er åben for samarbejder, siger Jakob Bisgaard. Så længe aktiviteterne er forenelige med grundvandsindvinding og - beskyttelse.

Lige nu er det dog kun brøndborerne, der er i gang. De borer ned i ca. 65 meters dybde, nedsænker et rør, som skal lede vandet fra undergrunden til vandoverfladen.

Sidst men ikke mindst tætner de området rundt om røret med sand og ler. Det skal sikre, at grundvandet ikke bliver forurenet med urenheder fra jordoverfladen.

Annonceret indhold

Nyeste