Rekordmange valgte at bruge en søndag på at samle skrald. Efter endt arbejde var pølser og noget at drikke til de flittige skraldesamlere.
Livet her

Satte rekord: Dårligt vejr stoppede ikke skraldesamlere

20. april 2024 kl. 19:01
Opdateret 29. april 2024 kl. 11:02

HJØRRING: Det kunne regne og blæse så meget, det ville. Det kom ikke til at stoppe et fællesskab med en særlig mission.

Det konstaterer Arne Harboe, der er formand for Sct. Knudsby Borgerforening.

Han glæder sig over, at der søndag formiddag var stor opbakning til det årlige ”hold byen ren arrangement.”

- Selv om det blæste meget, var fremmødet helt fantastisk, ja det største i nyere tid, for vi var over 30, konstaterer han.

En godt fyldt trailer var resultatet.

Det glæder især formanden, at også næste generation tilsyneladende er klar til at bruge en søndag på at samle skrald i deres område.

– Der deltog en del børn, og det var virkelig sjovt at se, at de kunne finde affald de mærkeligste steder, siger han.

De fælles anstrengelser resulterede i en godt fyldt trailer.

Det synes Arne Harboe er en rigtig god ting, men han kan heller ikke helt lade være med at undre sig.

– Hvad er det, der gør, at folk synes, det er i orden bare at smide affald i det offentlig rum, siger han.

Børnene var rigtigt skrappe til at finde affald de mærkeligste steder.

Han rejser i den forbindelse også en anden - temmelig ulækker problematik – nemlig de mange efterladte poser med hunde-efterladenskaber i.

Det undrer ham, at folk godt nok samler op, men så smider posen fra sig i naturen.

– Det er jo ikke fordi, der ikke er skraldespande i vores bydel, siger han.

Dagen sluttede af med pølser og noget at drikke til de fremmødte.

Annonceret indhold

Nyeste