Det er her i Søndergad er The Flying Hirsch snart klar til at åbne dørene.
Mad & Drikke

Ny Afterskibar ser snart dagens lys i Søndergade

01. maj 2024 kl. 19:01

HJØRRING: Der bliver hamret og banket i Buddy Hollys gamle lokaler i Søndergade i de her dage.

- Vi har simpelthen revet alt ud, fortæller Kasper Rasmussen.

Han er manden bag byens nye barkoncept, som allerede er kendt i Frederikshavn.

Det nye barkoncept bliver det første af sin slags i Hjørring, fortæller Kasper Rasmussen, der i øvrigt har en anden kendt barmand, nemlig Morten Weinkouff med på sidelinjen.

Han fortæller, at når gæsterne træder ind i Das Flying Hirsch, så er det meningen, at de med det samme skal få en fornemmelse at være i Østrig til afterski.

- Du ved sådan en rigtig hyggelig beværtning i de østrigske alper med gode øl, drinks, dans og livemusik, siger han og fortsætter:

- Jeg tror alle os, der har stået på ski igennem tiden ved, hvordan det føles at være sådan et sted.

Derfor vil han heller ikke sætte alder på målgruppen.

- Her skal bare være plads til alle, smiler han.

Lokalsport og EM

Til gengæld kan alle, der interesserer sig for sport glæde sig til at få et fælles sted at mødes. Sport, og det gælder både den lokale, nationale og internationale, bliver nemlig også prioriteret højt, fortæller Kasper Rasmussen.

- EM i fodbold er en selvfølge, men vi kommer også til at vise lokalsport op store skærme. Man kan kort og godt sige, at er der en vigtig fodboldkamp, jamen så holder vi åbent, fortæller han.

- Men vi lægger også op til, at man bare kan komme og hygge sig med pool, dart og shuffleboards, siger Kasper Rasmussen.

I første omgang åbner Das Flying Hirsch dørene til stueetagen. Men også førstesalen bliver inddraget til september. Her bliver der masser af plads til at danse og feste, som man også kender det fra afterski, fortæller Kasper Rasmussen.

Åbner på finaleaften

Kasper Rasmussen er selv bosat i Hjørring, og han betegner sig selv som lidt af en lokalpatriot, fortæller han. Mange vil sikkert også kende ham som aktiv i fanklubben hos Hjørring FF, Hjørring Futsal og Hjørring Håndbold.

- Jeg elsker alt ved vores kommune. Derfor vil jeg rigtigt gerne være med til at gøre noget for at skabe et sted, hvor vi kan have et fællesskab og hygge og feste, når vi har fri, siger han.

Kasper Rasmussen er ikke helt fast på datoen, men han regner med omkring 31. maj, og datoen bliver meldt ud på Das Flying Hirschs facebookside, oplyser han.

- Der er der jo Champions League om lørdagen. Det vil være en helt perfekt dag at vise huset frem, siger han.

Annonceret indhold

Nyeste