Livet her

18-årig fængslet for våben: En del af konflikt i Aalborg

Han spiller en rolle i den verserende konflikt mellem to kriminelle grupper i Aalborg

12. august 2021 kl. 11:25
Opdateret kl. 13:25

HJØRRING/AALBORG: En 18-årig mand, der er en del af den verserende konflikt mellem to kriminelle grupper i Aalborg, er torsdag blevet varetægtsfængslet for besiddelse af skydevåben.

Manden blev anholdt i en lejlighed i Hjørring, efter politiet ransagede lejligheden og fandt et jagtgevær og en pistol, samt noget narko og salgsposer, oplyser anklager Thomas Klingenberg.

Den 18-årige er fra Aalborg, og bor altså ikke i lejligheden i Hjørring, hvor han blev anholdt.

Men han er en af de personer, som politiet har efterforsket imod igennem længere tid i forbindelse med konflikten i Aalborg, bekræfter vicepolitiinspektør Niels Kronborg.

- Han har en rolle i konflikten, og han har også verserede sigtelser mod i forbindelse med konflikten, fortæller vicepolitiinspektøren.

Konflikten mellem de to grupper i Aalborg - den ene med udgangspunkt i Grønlands Torv og den anden med udgangspunkt i midtbyen - går flere år tilbage, men eskalerede for alvor i starten af 2021.

Siden har der været flere voldelige sammenstød mellem de to grupperinger, hvor der er benyttet knive og køller - og i et enkelt tilfælde er der blevet affyret skud.

Siden foråret er det lykkedes politiet at sigte en række af personerne på hver side af konflikten, og i øjeblikket sidder 19 personer fængslet.

Nogle af dem er blevet varetægtsfængslet for episoder der relaterer direkte til konflikten, andre er varetægtsfængslede for andre sager eller afsoner tidligere domme, forklarer Niels Kronborg.

Den 18-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig i sigtelserne.

Her kan du læse mere om konflikten i det kriminelle miljø i Aalborg

Se også
Konflikt i det kriminelle miljø: Stridigheder stikker dybt
Annonceret indhold

Nyeste