Der bliver snart mulighed for igen at gå ud at spise - med coronapas og forudgående bordbestilling. Arkivfoto
Livet her

Få overblikket over genåbningen

Bred politisk aftale sætter skub på, hvad der bliver tilladt

16. april 2021 kl. 08:22
Opdateret kl. 11:13

Opdateret kl. 11.14 med grafik, der giver overblik over den samlede plan for genåbning.

NORDJYLLAND: En gunstig udvikling i smitteudviklingen i Danmark og færre indlagte end frygtet betyder, at et bredt politisk flertal på Christiansborg natten til fredag har besluttet at fremrykke store og væsentlige dele af den genåbning, som blev aftalt i en rammeaftale 22. marts mellem regeringen og samtlige partier i Folketinget bortset fra Nye Borgerlige.

Grafik:

Ifølge Justitsministeriets hjemmeside har de samme partier, igen uden Nye Borgerlige, natten til fredag aftalt, at dette bliver danskernes virkelighed fra 21. april:

Forsamlingsforbud:

I dag gælder et indendørs forsamlingsforbud på fem personer og et udendørs på 10 personer. Det er nu aftalt, at det ændres således:

21. april: 10 personer indendørs og 50 personer udendørs.

6. maj: 25 personer indendørs og 75 personer udendørs.

21. maj: 50 personer indendørs og 100 personer udendørs.

11. juni: 100 personer indendørs. Udendørs afskaffes forsamlingsforbuddet.

1. august: Det indendørs forsamlingsforbud afskaffes

Foreningsliv, musik- og kulturskoler samt andre kunstskoler for børn og unge under 18 år med forsamlingsloft på 25 personer. Genåbningen gælder dog ikke for sangaktiviteter.

Der er enighed om, at anbefalingerne om, at indendørs gudstjenester og kirkelig handlinger højst varer 30 minutter og gennemføres uden fællessang, lempes.

Partierne bag rammeaftalen har aftalt at mødes før hver genåbning med henblik på at vurdere smittesituationen.

Restauranter og cafeer

Indendørsservering bliver tilladt med krav om coronapas og forudgående bordbestilling. Restauranter og cafeer mv. skal holde lukket for offentligheden i perioden fra kl. 23 til kl. 5, dog må sidste udskænkning ikke ske senere end kl. 22.

Steder med indendørsservering kan på anbefaling af Sundhedsstyrelsen åbne med et arealkrav på to kvm. for siddende servering og fire kvm., hvis der ikke i det væsentlige siddes ned.

Uddannelse

80 procent fremmøde for afgangselever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser. På erhvervsuddannelser er der 100 procent fremmøde. Genåbningen vil være geografisk differentieret og vil på anbefaling fra SSI omfatte landsdelene Nordjylland, Østjylland, Vestjylland, Sydjylland, Fyn samt Vest- og Sydsjælland, som er kendetegnet ved et lavere smitteniveau end hovedstadsområdet.

Mulighed for anvendelse af udendørsarealer på videregående uddannelser til undervisningsbrug. Genåbningen vil være geografisk differentieret og vil på anbefaling fra SSI omfatte landsdelene Nordjylland, Østjylland, Vestjylland, Sydjylland, Fyn samt Vest- og Sydsjælland, som er kendetegnet ved et lavere smitteniveau end landsdelene i hovedstadsområdet.

30 pct. fysisk fremmøde for studerende på videregående uddannelser. Genåbningen vil være geografisk differentieret og vil på anbefaling fra SSI omfatte landsdelene Nordjylland, Østjylland, Vestjylland, Sydjylland, Fyn samt Vest- og Sydsjælland, som er kendetegnet ved et lavere smitteniveau end hovedstadsområdet.

5.-8. klasse i grundskolen får mulighed for udendørs fremmøde i de uger, hvor der ikke er adgang til indendørs undervisning. Genåbning sker på samme vilkår som tidligere genåbning.

Daghøjskoler, inkl. seniorhøjskoler, med testkrav svarende til testmodellen på uddannelsesområdet.

Idræt

Fodboldkampe i 3F Superligaen, NordicBet ligaen og Gjensidige Kvindeligaen, 1. division (kvinder) og 2. division, finalen i Sydbank Pokal og Kvindepokalfinalen samt A-landskampe (herrer og kvinder) med klart adskilte sektioner af højst 500 siddende tilskuere med en meters afstand med egen ind- og udgang mv. og med krav om coronapas samt registrering af samtlige tilskuere med henblik på understøttelse af smitteopsporingen.

Indendørs idræt i organiseret regi for personer over 70 år med et forsamlingsloft på 10 personer og krav om coronapas.

Åbningen for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år skal omfatte alle idrætsgrene med et forsamlingsloft på 25 personer. Forsamlingsloftet på 25 for idræt for børn og unge omfatter også idrætsaktiviteter, hvor personer over 18 år deltager, hvis disses tilstedeværelse er nødvendig for en forsvarlige afholdelse af aktiviteterne.

Handel

De store indkøbscentre og stormagasiner for almindelig handel mv. genåbner. Her er ingen ændring i forhold til det aftalte 22. marts.

Solnedgangsklausul

Partierne bag rammeaftalen har besluttet, at de både i starten af maj og i juni vil se på erfaringerne med anvendelsen af coronapasset, hvorefter de tager stilling til dets fortsatte omfang og brug. Aftalepartierne er enige om en ”solnedgangsklausul” på anvendelsen af coronapasset til andre aktiviteter end turisme og rejser.

Annonceret indhold

Nyeste