Anne Martine Horsevad Andersen købte sidste år den gamle stationsbygning i Hirtshals.
Livet her

Anne vendte hjem efter 17 år: Nu går hendes by-plakater som varmt brød

13. april 2024 kl. 11:01

Egentlig var det bare en sjov tegning til hendes forældre. Hun var året forinden flyttet tilbage til fødebyen Hirtshals efter 17 år i København.

Tegningen var en slags potpourri af kendte vartegn fra Hirtshals.

- Men jeg synes, det var lidt fjollet, at det kun var mine forældre, der skulle nyde godt af den, hvis nu der også var andre, der var interesserede. Så jeg prøvede at sætte dem til salg, fortæller Anne Martine Horsevad Andersen.

Tegningen forestiller objektet på Hirtshals Havn.

Det blev en stor succes, og hun valgte at donere en del af overskuddet til den lokale festival Artic Marley.

I år gentog hun så successen med en ny plakat fra havnen - inspireret af byens unge, der kører på scooter. Den har nu solgt for 18.000 kroner, hvoraf hele overskuddet går til Ungdomsklubben på Hirtshals Skole. Hun har nemlig et blødt punkt for byens unge.

- Jeg bor i centrum og ser tit de unge, der kører på scooter i byen. Der sker jo ikke altid frygteligt meget i Hirtshals, så jeg tror, vi har en masse unge mennesker, der selv skal finde på noget at lavet. Det, tror jeg, giver nogle meget kreative unge med en god fantasi, siger Anne Martine Horsevad Andersen.

Tegningen blev solgt i flere af byens butikker.

Siden hun for tre år siden flyttede hjem til Hirtshals, har hun i høj grad involveret sig i byen. Hun købte sidste år den gamle stationsbygning, som hun i dag er ved at istandsætte. Hun er opvokset i Hirtshals, hvor hendes familie også stadig bor. Det er nok også der, hun har det kreative gen fra.

- Min mor er pottekeramiker, og min lillesøster er tøjdesigner. Jeg kan virkelig godt lide at tegne, men det er desværre ikke noget, jeg har så meget tid til, fortæller Anne Martine Horsevad Andersen.

Annonceret indhold

Nyeste