Livet her

Åbner for Alkymistens Laboratorium

Vendsyssel Kunstmuseum byder indenfor til anderledes udstilling

08. september 2018 kl. 07:19

HJØRRING: Hvad gemmer en alkymist i sine skuffer? Hvilke planter kan bruges som medicin? Hvad er farvepigmenter lavet af?

Alt det og meget mere kan børn, unge og andre nysgerrige finde svar på, når Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring åbner kunstudstillingen Alkymistens Laboratorium fra 9. september 2018.

Udstillingen er skabt i et samarbejde med Skovgaard Museet i Viborg, Vejle Kunstmuseum og J.F. Willumsens Museum i Frederikssund og giver besøgende et indblik i alkymistens videnskabelige, kunstneriske og magiske verden.

Udstillingens koncept og indhold er skabt af billedkunstner Cecilia Westerberg.

De fire museers ambition med udstillingen er blandt andet at vise, hvordan et samarbejde mellem små museer kan skabe store kunstoplevelser for børn og unge i provinsen. Projektet er støttet af Nordea-fonden og Statens Kunstfond, som har bidraget med cirka 2 millioner kroner. En begejstret direktør for Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen, udtaler i den forbindelse:

- Fra barnsben skal børn over hele landet opleve fascinerende møder med kunstens verden. Samarbejdet mellem de fire museer er et vigtigt bidrag til, at flere børn og unge får en god kunstoplevelse, som inspirerer dem til mange flere museumsbesøg.

Og netop muligheden for at inspirere børn og unge til at opdage museumsverdenen på ny er, hvad de fire museer gerne vil opnå med Alkymistens Laboratorium. Museumsdirektør på Vendsyssel Kunstmuseum, Sine Kildeberg fortæller:

- Vi får mulighed for at vise børn og unge på tværs af landet, at et museum ikke er et statisk sted, men et sted, hvor der bliver fortalt gode historier og vist kunst, der pirrer kreativitet og almen nysgerrighed. Vi glæder os meget til at åbne udstillingen her på Vendsyssel Kunstmuseum.

Udstillingens besøgende kan se frem til en rejse igennem fire finurlige rum; Wunderkammer, Herbarium, Farvelaboratorium og Transformationsrum. Tilsammen en totalinstallation, der både aktiverer krop og sanser. Besøgende kan gå på opdagelse i alkymistens skuffer og skabe, høre lydhistorier om forunderlige objekter, være med til at skabe fantasidyr, undersøge forskellen på spiselige, medicinske og giftige planter, opleve over 100 forskellige farvenuancer og interagere med et foranderligt skyggerum.

Udstillingen vil kunne ses i Hjørring fra 9. september 2018 til 6. januar 2019.

Annonceret indhold

Nyeste