Ungarske soldater i Hjørring ved befrielsen 1945 - i baggrunden ses det gamle bibliotek.
Livet her

En glemt tragedie: De ungarske soldater

Foredrag på Sindal Bibliotek af forfatter Søren Peder Sørensen

19. september 2018 kl. 13:34

SINDAL: 24. september kl. 19.00 gæster journalist og forfatter Søren Peder Sørensen Sindal Bibliotek - i ord og billeder vil han fortælle, hvad det hændte mellem ungarerne og danskerne i Vendsyssel i foråret 1945.

I de sidste måneder af den tyske besættelse af Danmark havnede op mod 12.000 ungarere her i landet og også i Vendsyssel var de rigt repræsenteret. Det var en broget gruppe af militære enheder, rekrutter, unge og ældre mænd. Og hertil kom, at mange var flygtninge, blandt dem kvinder og børn. Mange af dem var havnet i en håbløs og desperat situation, som blev forstærket, da tyskerne kapitulerede, og ungarerne måtte vende hjem, enten via krigsfangenskab eller til et kommunistisk regime i Ungarn, som betragtede dem med mistro og foragt.

Hvad var grunden var til, at lokalbefolkningen fattede sympati med dem og ofte hjalp dem. Da tyskerne kapitulerede, blev mange af de ungarske flygtninge i Danmark anbragt i Tannishuslejren i Tversted, hvor de opholdt sig, indtil de vendte hjem og i nogle tilfælde fik dansk statsborgerskab.

Søren Peder Sørensen tager i sit foredrag udgangspunkt i sin bog "De ungarske soldater - en glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig". Et arbejde, som han i 2016 blev belønnet for af den ungarske præsident med modtagelsen af den ungarske fortjenstmedalje i guld i anerkendelse af sin mangeårige udforskning af historien, som hidtil havde været helt ukendt i begge lande.

Det er en både dramatisk og rørende historie, som også rejser spørgsmålet, hvorfor der skulle gå så mange år, før begivenhederne kom frem i lyset.

Arrangeret af Lokalhistorisk Samråd: "18 lokalhistoriske arkiver i Hjørring kommune samt Vendsyssel Historiske Museum"

I samarbejde med Foreningen NORDEN og Folkeuniversitetet Hjørring. Der tages en beskeden entré.

Annonceret indhold

Nyeste