I forbindelse med museets nye udstillinger kan du i hele maj deltage i Kort Fortalt-arrangementer og omvisning. For familierne er der planlagt familieworkshops.
Det sker

Forårsfornemmelser på kunstmuseet: Det kan du lave sammen med dine børn

Museet er klar med arrangementer til både voksne og børn

18. maj 2021 kl. 16:40

Det er forår, dørene er åbne igen og der sker en masse spændende på Vendsyssel Kunstmuseum.

Samtidskunstner Ulrik Møller, der maler moderne landskabsmaleri, er aktuel med udstillingen ”Happy Together”. En udstilling, der tager dig med ind i et univers af tyste, stille og harmoniske landskabsmotiver, som tilbyder dig fordybelse og ro.

Museets to samlingsudstillinger: ”Et liv med kunst” med billedkunstner Agnete Bjerre, født og opvokset i Vendsyssel, og ”Farve og Form”, med keramiker Tove Anderberg, er museets to nye udstillinger med værker fra samlingen.

I forbindelse med museets nye udstillinger kan du i hele maj opleve en række spændende arrangementer blandt andet Kort Fortalt tirsdage klokken 11.15 og torsdage klokken 14.15 - en kort introduktion til den aktuelle udstilling.

En eksklusiv omvisning venter onsdag 19. maj klokken 16. Den præsenterer gæsterne for Ulrik Møllers harmoniske landskabsmotiver.

Familien i fokus

Der er desuden familietur søndag 30. maj klokken 14.15 - en søndag på museet for børn og deres voksne, hvor familierne lærer om kunsten gennem leg, dialog og kreative opgaver.

Museets to familieworkshops ”Bliv landskabsmaler i naturen”, hvor dygtige formidlere tager børn og deres voksne med ud i naturen for at prøve kræfter med landskabsmaleri med inspiration fra den moderne landskabsmaler Ulrik Møller. Det sker i Christiansgave bypark torsdag 20. maj klokken 16-18 og torsdag 27. maj klokken 16 til 18.

Se mere på museets hjemmeside, hvor der også er mulighed for at tilmelde sig. Alle arrangementer holdes efter gældende restriktioner i forbindelse med covid-19.

Annonceret indhold

Nyeste