Saltglaseret skål med billeddekoration af Hans og Birgitte Börjeson (Fulby Keramik)
Det sker

Galleri jubler: - Det er nu engang sjovere at udstille kunst, når man har et publikum

25. marts 2021 kl. 06:00

Det er med stor fornøjelse at Galleri Visby i Lønstrup igen har åbnet dørene for fysiske besøgende.

- Vi har glædet os enormt meget til at åbne galleriet igen - det er nu engang sjovere at udstille kunst, når man har et publikum at vise det frem for. Og heldigvis har vi jo god plads herude på kanten, så vi kan overholde afstandskravene, siger indehaver og keramiker Dorte Visby.

26. marts byder galleriet rigtigt foråret indenfor, når de åbner dørene til dette års Forårsudstilling. Det er den 200 år gamle hestestald på Mårupgård, der udgør udstillingslokalet for galleriets fem årlige skiftende særudstillinger, hvor en keramiker og en billedkunstner sættes sammen som supplement til galleriets ca. 50 faste udstillere.

Denne gang får Forårsudstillingen besøg af det dansk-svenske makkerpar, Hans og Birgitte Börjeson. Under navnet Fulby Keramik har de to arbejdet sammen om at producere keramik i flotte 58 år, og har høstet stor anerkendelse for deres arbejde både i Danmark og udlandet.

- Hans og Birgittes arbejder noget jeg som keramiker har beundret meget, så det er en ære at kunne præsentere dem i galleriet. De er jo nogle af keramikkens pionerer herhjemme i Danmark, siger Dorte Visby.

Hans og Birgitte Börjeson er især kendt for deres saltglaserede stentøj, f.eks. i form af deres ikoniske kander, men også de store skåle med poetiske, tegneserieagtige billeddekorationer samt adskillige store udsmykningsopgaver.

Forårsudstillingens andet hovednavn er Steen Quistgaard. Med motiver hentet fra sine oplevelser i både Danmark og udland, skildrer Quistgaard i sine farveglade og livskraftige malerier den berusende

fornemmelse af at leve livet lige nu og her.

- Steen Quistgaards malerier er fyldt med saft og kraft præcis ligesom foråret, så vi synes at han er et helt oplagt valg til vores forårsudstilling – især ovenpå den vinter vi har haft!” siger Dorte Visby.

Udstillingen løber frem til d. 16. maj og kan opleves i hele galleriets åbningstid – alle ugens dage kl. 11-17.

OM GALLERI VISBY:

Galleri Visby er Nordjyllands største kunsthåndværkergalleri, og præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra over 50 udstillere indenfor kategorierne keramik, billedkunst, smykker, træ,

pileflet, læder og tekstil samt et udvalg af bjesk, rom og gin. Udover galleriets faste udstillere, vises der året rundt skiftende særudstillinger.

Du finder Galleri Visby, i sammenhæng med keramiker Dorte Visbys værksted, i den 200 år gamle lade på Mårupgård på kanten af Lønstrup Klint.

Annonceret indhold

Nyeste