Per Bach står bag Hjørring Messen. 
Det sker

Hjørring Messen kunne melde næsten alt udsolgt på bare tre uger

29. april 2024 kl. 11:01

Per Bach regnede faktisk med, at han skulle bruge det meste af maj på at sælge stande til dette års Hjørring Messe.

Men sådan kommer det ikke til at gå. For i løbet af bare tre uger kunne han melde alt næsten udsolgt.

Det er han både glad og overrasket over.

- Vi har mellem 1 og tre stande tilbage – alt efter, hvad jeg lander af aftaler de næste par dage, siger han.

Når Hjørring Messen løber af stablen 26. og 27. oktober – begge dage fra 10.00-16.00, er det som sædvanlig de store haller ved Park Vendia, der lægger ramme til.

Der kommer til at være cirka 60 stande, siger Per Bach.

Han fortæller, at der på messen vil være blandt andet være stande med smagsprøver og rådgivning indenfor forskellige emner. Ligeledes er der stande med plejeprodukter og forskellige behandlere til stede. Det samme gælder flere bilforhandlere og repræsentanter fra den lokale detailhandel.

Per Bach håber, at Hjørring Messen i år kan slå den rekord på 5.500 besøgende, der blev sat sidste år.

- Jeg tror på det, for vi kan mærke, at vi har ramt det helt rigtige mix af stande, siger han.

- Og så oplever vi jo, at der bliver støttet op fra både Hirtshals og oplandet også.

Overskuddet går som altid til Hjørring Håndbold, der også er formel arrangør.

- Sidste år kunne vi levere et ret flot overskud, og det håber vi selvfølgelig også, at vi kommer til i år. Vi ved jo, at de her penge betyder utroligt meget i en klub som Hjørring Håndbold.

Det er håndboldklubben selv, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til, oplyser Per Bach.

Annonceret indhold

Nyeste