Han samler over 1000 poser  affald hvert år.
Det sker

Jens Ole samler 1000 poser med affald om året

28. april 2024 kl. 14:01

HIRTSHALS: - Det bliver til over 1000 bæreposer med affald hvert år, siger Jens Ole Jørgensen, der går op mod 8 kilometer om dagen.

- Jeg går to timer om formiddagen og to timer om eftermiddagen og samler hver dag fem fyldte bæreposer med affald, siger Jens Ole Jørgensen.

Det er især plastikcigaretkartonner, papir, servietter, dåser, plastflasker og meget andet.

Jens Ole Jørgensen er pensioneret fisker, som har været selvstændig fisker og haft HG 124 Nippon i 40 år. Samlet har han fisket i 55 år.

- Jeg samler affald i Hirtshals by og på indfaldsvejene. Jeg samler meget på de store veje ind mod byen, men der er også meget i byens gader. Selv om Hjørring Kommune gør et flot stykke arbejde med fejemaskinen, kan den jo ikke komme ind i krogene og hjørnerne. Der er ikke så meget affald på villavejene. Det er især på havnen og i industriområderne, der også er meget affald, og plastik er næsten det værste. Det sidder fast i træer og buske og er næsten ikke til at få hevet af buskasen, siger Jens Ole Jørgensen.

Her er det dagens mand og hund, Jens Ole Jørgensen, og den sorte havanneser døbt Karlo, der samler affald i hele Hirtshals.

Han samler fem bæreposer med affald hver dag, og det bliver til over 1000 poser om året.

- Jeg bruger omkring fire timer om dagen, og det nyder både min hund og jeg. Vi får gået cirka syv til otte kilometer om dagen, siger Jens Ole Jørgensen.

Annonceret indhold

Nyeste