Ellen og Mikael glæder sig meget til at invitere indenfor i april. 
Det sker

Kaosfabrikken er klar med arrangementer i april

29. marts 2024 kl. 14:01
Opdateret 02. april 2024 kl. 13:08

Efter en forrygende sommersæson i 2023 med masser af musik og kultur, så er Kaosfabrikken på Nørregade i Løkken nu klar til at åbne op for et spændende, nyt koncept.

Dette hedder Center for Æstetik og Ophav (CÆO), og i første omgang kaster man sig over synssansen, der kommer under lup med en kunstudstilling og 3 arrangementer.

Programmet er stjernespækket med anerkendte kunstnere, forfattere og kulturpersonligheder, der kan gøre os klogere på vores syn, som overtrumfer alle de øvrige sanser.

Forårsfernisering

Lørdag 6. april kl. 15.00 er der fernisering og åbning af udstillingen, 'Sådan set', som henviser til kunstnernes måder at se på, og samtidig også opfordrer til eftertanke.

Der er åbningstale ved kunstner Jan Balling og oplæsning ved digter Poul Lynggaard Damgaard, mens Søren Friis, Lise Tuxen og Ninne Nielsen er udstillende kunstnere.

Alle er velkomne til at komme og deltage, og denne dag er der faktisk gratis entré, ligesom bobler og snacks ej heller koster noget - en unik chance for alle interesserede.

Kulturen lever i bedste velgående på Kaosfabrikken i kystbyen

Den nye fotobog

Fredag 12. april kl. 17.00 bydes der på 'Bodegasnak, håndbajer og ostemad', når fotograf Cathrine Ertmann og kulturjournalist Bent Stenbakken mødes til en særlig snak.

Den omhandler den nye fotobog, 'Kongerigets stamsteder', hvor man bliver klogere på at se de såkaldte brune værtshuse.

Fugleperspektiv

Søndag 14. april kl. 16.00 får man besøg af øjenlægen Kim Frost, der tidligere har været amatørornitolog, og som vil indføre alle de fremmødte i fuglenes forunderlige syn.

Han har rejst rundt i det meste af verden med sin fuglekikkert og sit fotografiapparat, og er kendt for at være en god formidler af sin enorme ekspertise om alverdens fugle.

Ligeså kan han med sine humørfyldte beretninger fortælle levende historier suppleret med smukke fotos.

Samtale i mørke

Lørdag 20. april kl. 20.00 gæster forfatter Knud Romer kystbyens kultursted, når han tager os med ind i mørket - midt i sin angst og fortvivlelse over at have mistet synet.

Efter Knud Romer blev blind, så slukker han lyset, og inviterer alle deltagere med ind til en samtale, som han oplever det - derfor foregår dette arrangement kun i mørke.

Der vil være et begrænset antal billetter til samtalen.

Annonceret indhold

Nyeste