Murer-Kjeld kigger også forbi i løbet af Danmarks første Murer-festival, der holdes i Hjørring fra 1. til 4. september.Arkivfoto: Henrik Louis
Det sker

Murertøj udløser pølser og fadbamser: Det kan du opleve på Danmarks første Murer-festival i Hjørring

27. august 2021 kl. 15:30

- Mr. Gorbachev, tear down this wall ...

Sådan lød det fra den amerikanske præsident Ronald Reagen i Vest-Berlin i 1987 - siden er den kolde krig slut og Berlin-muren væltet, men nu skal der bygges mure igen i Hjørring.

Fra 1. - 4. september huser byen Danmarks første murerfestival, og afviklingen af DM i Skills for murerfaget.

Det ældgamle håndværk skal hyldes med konkurrencer og sjove arrangementer, og til det formål lukkes der for den nordøstlige del af p-pladsen på Sct. Olai Plads i Hjørring fra 28. august til 6. september.

Omdrejningspunktet bliver skills DM, hvor seks unge skal dyste om at blive Danmarks bedste murerlærling - blandt deltagerne er Daniel Krogh Jensen fra Hæstrup Murerforretning.

Det ældgamle håndværk skal hyldes med konkurrencer og sjove arrangementer, og til det formål lukkes der for den nordøstlige del af p-pladsen på Sct. Olai Plads i Hjørring fra 28. august til 6. september. Foto: Thomas Nielsen

- Opgaven er blandt andet, at der skal bygges en mur, hvor fyrtårnet stikker op, ligesom der er forskellige andre krav tilknyttet opgaven, siger Jacob Noes Christensen, marketingchef på EUC Nord, der arrangerer festivalen sammen med Hjørring Kommune og Byggeriets Uddannelser.

Alle er velkomne til at komme og se konkurrencen, men der er også en masse andre aktiviteter - eksempelvis et lille værksted, hvor alle kan prøve murerfaget, legeværksted til børnehavebørnene, speed bricking - hvem er hurtigst til at bygge - og en masse andet. Murer-Kjeld skulle også have lovet at kigge forbi som dommer til speed bricking, der finder sted fredag eftermiddag.

EUC Nord bruger også arrangementet til at slå på tromme for erhvervsuddannelserne.

- Vi ser jo gerne, at flere unge tager en erhvervsuddannelse. Der er mangel på faglært arbejdskraft i Nordjylland, også murere - og vi kan finde praktikpladserne til dem, siger Jacob Noes Christensen

Som en del af fremstødet skal 800 elever i 8. klasserne under murerfestivalen på besøg hos EUC Nord for at deltage i en murer-konkurrence.

Undervejs kan man også komme på guidede rundture i Hjørring og omegn og se på spændende bygninger.

Det er først fra 2. september, at der for alvor kommer gang i løjerne, og der sættes punktum for festivallen klokken 14 lørdag med kåringen af Danmarks bedste murer-lærling.

Se hele programmet HER

Fredag 3. september klokken 12 skal arrangørerne i øvrigt nok forvente et større rykind: Hvis man er iklædt lidt eller meget murer-outfit, så vanker der gratis pølser, brød og fadøl.

Der er næppe tvivl om, at der er lagt i ovnen til nogle fornøjelige dage på Sct. Olai Plads - også selv om der ikke kommer en amerikansk præsident forbi. Men mon ikke borgmesteren slår et smut omkring ...og i hvert fald en verdensberømt murer, der lagde arm med et 121 år gammelt fyr - og vandt ...

Annonceret indhold

Nyeste