Pigerne fra Nordjysk Pigekor er klar til at byde nye piger velkommen. Foto: Nordjysk Pigekor
Livet her

Sangglade piger søges

Nordjysk Pigekor holder optagelsesprøve for alle piger, der elsker at synge

08. september 2018 kl. 07:19

HJØRRING: Har du kendskab til en pige, der elsker at synge, så prik hende på skulderen og følg hende op til Hjørring Musiske Skole lørdag 15. september. Her afholder Nordjysk Pigekor nemlig optagelsesprøve for sangglade piger fra 11 år og op.

- Det er vigtigt at understrege, at man ikke behøver at have stor erfaring med at synge for at gå til optagelsesprøve. Man skal blot have lyst til at synge og lyst til at bruge tid på at synge, siger dirigent Christina Kjærulff.

Ved optagelsesprøven skal man synge et vers af "Jeg ved en lærkerede" og et vers af en selvvalgt sang. Herefter skal man gennemgå de stemme- og rytmeøvelser, som er lavet til prøven.

- Vi lytter efter, om stemmen er sund og rask, og om man kan synge rent. Kan man det, kan man blive medlem af koret, siger Christina Kjærulff.

Tre-delt kor

Når man bliver optaget, starter man med at synge i Nordjysk Pigekors Juniorkor. Koret har sin egen dirigent og sangcoach, og det er her, man lærer noder og forbedrer sin sangstemme. Senere kan man rykke op som suppleant til pigekoret for til sidst at rykke op i pigekoret.

- Som medlem af juniorkoret får man erfaring med korsang. Her får man trænet sit øre i at synge sammen med andre, og her lærer man at synge flerstemmigt. En anden vigtig ting, som man også kan bruge i eksempelvis skolen, er, at man bliver øvet i at optræde og stille sig op foran andre, siger Christina Kjærulff.

Sammenhold

Foruden et højt fagligt niveau, er en anden ligeså vigtig del af Nordjysk Pigekor det sociale sammenhold og fællesskabet blandt pigerne.

De mødes på tværs af alder og baggrund, og som nyt medlem af juniorkoret får man en sin egen "kor-mor".

- En "kor-mor" er en af de ældre piger fra pigekoret, som hjælper én med at falde til og at lære sangene. Og i øvrigt at svare på alle de spørgsmål, der måtte melde sig, siger Christina Kjærulff.

Hun understreger, at det sociale sammenhold og fællesskab er noget, man lægger stor vægt på, og derfor arrangeres der blandt andet "samsangs-weekender", hvor man mødes for at øve, hygge sig og have det sjovt med hinanden.

- Det er vigtigt, at pigerne trives i koret og har det godt socialt. Trygge sangere er nemlig også glade og gode sangere.

Både pigerne og dirigenterne nyder desuden godt af den store opbakning fra forældrene, og den skal selvfølgelig også være til stede, mener formand for korets bestyrelse, Tina Gaarden Geertsen:

- Vi har heldigvis en stærk og meget engageret forældrebestyrelse, som i samarbejde med dirigenten og Nordjysk Pigekors pigebestyrelse støtter op omkring alt det praktiske i koret, eksempelvis når koret skal på udenlandsrejse og i forbindelse med koncertaktiviteter. Og så gør vi også meget ud af at informere pigernes forældre om de aktiviteter, koret deltager i, siger hun.

Nordjyllands stemme

Koret, der har eksisteret siden 1964, har en lang tradition for at lægge stemme til arrangementer rundt om i Nordjylland. Eksempelvis synger koret til sankthans- og julekoncerter sammen med Aalborg Symfoniorkester i Musikkens Hus i Aalborg, ligesom koret også hvert år arrangerer sin egen julekoncert i Skt. Catharinæ Kirke i Hjørring og sin egen årlige sommerkoncert. Hvert andet år er selve pigekoret på udlandsrejse. Senest vandt koret forskellige priser ved en korkonkurrence i Rom.

Senest har Nordjysk Pigekor optrådt ved Hjørrings byjubilæum, ved indvielsen af Bodies on Balconies på Vendsyssel Teater, ved Operafestival i Aalborg og ved Stafet for Livet i Hjørring.

De sange, koret synger, er meget forskellige. Repertoiret spænder vidt fra den danske sangskat og klassisk/rytmisk kirkemusik til nyt dansk- og udenlandsk populærmusik.

Hvis man ønsker at komme til optagelsesprøve, finder den sted 15. september på Hjørring Musiske Skole i Dronningensgade. Man skal tilmelde sig på forhånd, gerne senest 9. september.

- Vi håber, der kommer rigtig mange piger, som gerne vil være en del af vores musikalske fællesskab, og vi er klar til at tage godt imod både pigerne og deres forældre, siger Christina Kjærulff.

Annonceret indhold

Nyeste