Privatfoto
Det sker

Skal du med: Tag cyklen, gå eller løb med i Rubjerg Knudeløbet

06. august 2021 kl. 14:30

LØNSTRUP: Rubjerg Knude Løbet holdes i år for 10. gang – søndag 15. august – eller 3. søndag i august – selvom det er 11 år siden første løb blev afviklet.

- Sidste år gik der jo corona i det hele og vi aflyste vores løb såvel som mange andre også gjorde i 2020, meddeler løbets kontaktperson Hans Henrik Toft Sørensen.

- Men i år er vi igen klar til at give alle I kære motionister en oplevelse i vores dejlige natur omkring Rubjerg Knud Fyr, som nu står på sin nye plads. Om man er løbetosset, vil cykle eller vandre turen, så er der mulighed for alle at få lidt sved på panden denne dag, understreger han.

Selvfølgelig overholdes gældende forskrifter i forhold til corona. Løbet har i den sammenhæng samarbejde med en af hovedsponsorerne MED24, som kommer med alle de værnemidler, der er nødvendig.

- I år kan alle der vil vandre ruten, som noget nyt købe et startnummer og benytte depoterne undervejs - og ende med at få en medalje hængt om halsen, når man kommer i mål.

- 14 km-ruten fra sidste gang - for to år siden - er i år blevet 15 km, da der er lavet lidt justeringer på ruten. Det betyder også, at 10 km får et nyt startsted, da de jo så skal starte 5 km ude på 15 km-ruten. Men bare rolig – dem der skal løbe 10 km bliver transporteret i bus hertil - det er med i deltagergebyret.

- Det betyder således også, at alle der løber 10, 15, halvmaraton eller maraton kommer op gennem ”sandkassen” – så kan det da ikke blive ”sjovere”, lyder det fra arrangørerne.

Læs mere på www.rubjergknudeloebet.dk og gå herfra videre til tilmelding. Sidste frist for at forhåndstilmelde sig er onsdag den 11. August.

Der er også mulighed for tilmelding på dagen, men så bliver der et lille tillæg på prisen.

MED24 stafetten – er et rigtig stafetløb, hvor alle løbere bliver sendt ud på den samme rute. Man skal i år løbe med en rigtig ”depeche” akkurat som til for eksempel DHL-stafetten.

Man skal være fire deltagere per hold.

- Lav et hold og udfordre naboen, familien nogle arbejdskollegaer eller kammerater. Kun fantasien sætter grænser – hvem løber med håneretten, tilføjer Hans Henrik Toft Sørensen.

Annonceret indhold

Nyeste