Livet her

Syng med på revyernes kendte viser

Brunch og syng med på Vendsyssel Teater to søndage

11. september 2020 kl. 10:04

HJØRRING: Revydirektør og kapelmester Henrik "Baloo" Andersen, skuespiller Pernille Sørensen og guitarist Ole Albrechtsen havde stor succes med deres udsolgte kabaret på Vendsyssel Teater i slutningen af juli og august. Nu indbyder de publikum til endnu en musikalsk opmuntring i en ellers arrangementsfattig coronatid.

20. og 27. september indbyder de til formiddagsbrunch og revy Sing-a-long i samarbejde med Teatercafeen Hos Uffe. Det musikalske trekløver krydrer sangene med røverhistorier og anekdoter fra revyernes historie.

Ophavskvinden er skuespiller Pernille Sørensen. Hun har en særlig teatermæssig baggrund. Ikke kun som medvirkende i Hjørring Revyen, men også som tilknyttet Riddersalen på Frederiksberg.

- Jeg har derfor stået på samme scene som Liva Weel. Revyens tekster rører mig. Jeg har faktisk besluttet, at man skal synge Ib Schønbergs Mariehønesang til min begravelse, siger Pernille Sørensen.

Hvis man nu ikke kan huske alle verselinjer fra "I dit korte liv", "Kys hinanden", "Man binder os på mund og hånd" eller hvad de nu hedder, så fortvivl ej! Der medfølger sanghæfter med alle tekster. Der spises i cafeen og synges i teatrets musiksal af hensyn til coronaafstand.

Henrik "Baloo" Andersen lover nye arrangementer til de kendte toner, hvor også guitarist Ole Lbrehchtens mange guitarer kommer til deres ret.

- Gode revyviser betyder også noget for folk i dag og mange kender dem jo eller har hørt dem i radioen. Vi tager måske også nogle af vore egne sange med, selv om de jo ikke har nået sing-a-long status, siger Pernille Sørensen.

Arrangementerne støttes af en coronapulje under Slots- og Kulturstyrelsen til mindre arrangementer. Billetter bestilles Hos Uffe.

Annonceret indhold

Nyeste