Livet her

130 til møde om fyr og kystsikring

Vittrupskolen diskede op med buffet, da der var debatmøde - blandt andet med deltagelse af en minister og et folketingsmedlem

19. september 2018 kl. 11:37
VITTRUP: Interessen for information og meningsudveksling om kystsikring og eventuel flytning af Rubjerg Knude Fyr, der ellers dratter i havet om få år, trak 130 deltagere til debatmøde på Vittrupskolen - det hjalp sikkert også lidt på fremmødet mandag aften, at skolens elever havde kreeret en buffet til sammenkomsten, der var arrangeret af Venstre i Hjørring kommune.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) var ordstyrer af panelet, som bestod af folketingsmedlem Rasmus Prehn (S), Jørgen Jørgensen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Hjørring, Andreas Duus, direktør for teknik- og miljøområdet i Hjørring kommune samt Søren Smalbro (V), som er formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.
På mødet blev spørgsmålet om kystsikring i Hjørring kommune debatteret. Paneldeltagerne kom hver især med et oplæg som debatten tog udgangspunkt i. Der var en stor spørgelyst blandt deltagerne, og mange slog til lyd for kystsikring - eksempelvis en blanding af hård og blød kystsikring. Mange så også positivt på en flytning af fyret - ifølge regeringens finanslovsforslag er der da også afsat fem millioner kroner til formålet. tn
Annonceret indhold

Nyeste