Koordinationsudvalget for Sundhed: Fra venstre er det Mai-Britt Beith (A), Søren Smalbro (V), formand Per Møller (C), Per Hyldig (O), Jørgen Christensen (V), næstformand Chelina Bagger (A).
Livet her

185.000 sundhedskroner til medarbejder-ideer – alt fra udendørs møderum til kulturoplevelser

03. august 2021 kl. 10:52

HJØRRING: Medarbejdere i hele Hjørring Kommune fik i foråret mulighed for at søge penge til gode ideer og initiativer til gavn for borgernes sundhed. Og det er blevet til alt lige fra træningsfaciliteter til botilbud, motionsløb, til møder med sagsbehandlere under åben himmel.

Alle de forslag, der har fået bevilget penge, har det til fælles, at de har et overordnet fokus på fysisk og/eller mental trivsel - helt i tråd med Hjørring Kommunes Sundhedspolitik.

- Det er faktisk første gang, vi giver medarbejdere mulighed for at søge penge til gode sundhedsideer. Oftest er det jo os politikere, der prioriterer de midler, vi har på budgettet. Vi har stor tiltro til, at medarbejderne rundt omkring i kommunen har fingeren på pulsen og viden om, hvad der rør sig blandt vores borgere. Og netop derfor er det dem, der bedre får øje på de gode idéer, der tit opstår rundt omkring. Så det er lidt en anderledes måde at gøre det på, siger Per Møller (C), formand for Det Politiske Koordinationsudvalg for Sundhed i en pressemeddelelse.

Udvalget består af blandt andre formænd fra de forskellige politiske udvalg.

Penge til 17 ideer

Eneste krav til idéerne var, at de skulle ligge i tråd med Hjørring Kommunes Sundhedspolitik. Der var i alt 185.000 kroner i puljen, og 17 ansøgninger fra medarbejdere overalt i kommunen har fået penge til at realisere netop deres idé.

Eksempler på konkrete idéer, der bliver gennemført den kommende tid:

Motionsløb for borgere i Sindal og omegn i anledning af byens 150-års jubilæum, hvor beboere fra Vendelbocentret bemander stande med mad og drikke ved start-og målområdet, som netop bliver ved Vendelbocenteret. Målet er at involvere beboerne i et arrangement/fællesskab, hvor hele byen deltager (7. August kl. 10.30).

Kultur- og naturvitaminer til småbørnsfamilier. Pilotprojekt for 10 småbørnsfamilier med et mål om at øge deres kendskab til Hjørrings kultur -og naturmuligheder (28. August kl. 10.00).

Motionsdag for elever på Hjørringskolen. Det er ikke alle elever, der har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter udenfor skolen, så med en fælles motionsdag får de følelsen af at være en del af et fællesskab (ca. 280 elever fra specialklasser) (3. september kl. 08.00).

Walk and talk-ruter og udendørs møderum/naturkontor v/Jobcenteret. Borgerne får mulighed for at booke et møde med sagsbehandler udendørs. Samtidig giver det også medarbejdere nye udendørs-mødemuligheder (forventet afholdelse september).

Om udvalget

Det Politiske Koordinationsudvalg for Sundhed tæller blandt andre formændene for de stående udvalg i byrådet.

Idéen med udvalget er at arbejde med sundhed, mental og fysisk trivsel på tværs af forvaltningsområder og gøre det muligt at arbejde med et bredt fokus på Hjørring Kommunes Sundhedspolitik.

Udvalget råder over et budget, som politikerne kan bruge til initiativer, der understøtter og synliggør kommunens vedtagne sundhedspolitik.

I foråret 2021 var der 190.000 kroner tilbage på budgettet i udvalget til resten af byrådsperioden. Og dermed opstod altså idéen til at give kommunens medarbejdere mulighed for at søge om penge til gode “sundhedsideer”.

Annonceret indhold

Nyeste