Livet her

40 frivillige til affaldsindsamlingsdag i Løkken

Samlede 165 kilo affald ind - plus det løse

01. april 2019 kl. 15:43

LØKKEN: - Vi været på genbrugspladsen med ca. 165 kg affald, 172 dåser, 32 glasflasker og ca. 3.800 cigaretskodder plus halv udstødning og en gammel kundevogn, lød der fra indsamlingsleder Per Mejlholm fra GVL Løkken søndag eftermiddag efter dagens affaldsindsamling.

Desuden fandt nogle drenge to store dyrekranier i skovområdet mellem Vrenstedvej og Havgården. De kommer med i skolen til en biologitime.

I Løkken startede Store Affaldsdag i SuperBrugsens kantine, hvor der blev serveret kaffe og rundstykker til ca. 40 affaldsindsamlere. GVL havde taget udfordringen fra Dansk Naturfredningsforening op.

- Det er første gang vi i Løkken er med i DNs indsamlingskampagne, fortæller Per Mejlholm.

- I GVL er vi meget taknemmelige for den velvilje der bliver udvist fra Løkken by i forbindelse med vore arrangementer. Det vil vi gerne kvittere for, ved at hjælpe til i dag, tilføjer han.

Uddeler Mogens Knudsen bød også velkommen, og sagde, at SuperBrugsen er glad for at bakke initiativet op med en kop kaffe. Han havde desuden sørget for gule veste fra OK til alle deltagere.

Annonceret indhold

Nyeste