- Det er netop læserne, der stemmer om, hvilken bog de bedst kan lide, fortæller Frederik Christian Nielsen, som er bibliotekar og står for Hjørring Bibliotekernes involvering i Læsernes bogpris.
Livet her

Sidste udkald: Hvem skrev årets bog - se her, hvordan du stemmer

03. april 2021 kl. 09:00
Opdateret kl. 09:38

HJØRRING: Danskerne læste rigtig mange bøger i 2020 – året, hvor corona sendte os hjem i stuerne med bøger, film og strikketøj som alternativ til koncerter og biograf. Heldigvis udkom der også et hav af gode, danske bøger, og 10 af dem er nu nomineret til Læsernes bogpris.

Læsernes bogpris uddeles af Danmarks Biblioteksforening, som har indstillet de 10 nominerede. Men vinderen bestemmes suverænt af læserne. Det fortæller Frederik Christian Nielsen, som er bibliotekar og står for Hjørring Bibliotekernes involvering i Læsernes bogpris:

- Det er netop læserne, der stemmer om, hvilken bog de bedst kan lide. Det gør denne her pris til noget helt særligt, ikke mindst for forfatterne, som er udvalgt til at blive bedømt af dem, der har fingeren på pulsen: Læserne.

Den store personlige fortælling

De 10 nominerede bøger er skrevet af både garvede forfattere som Jesper Stein, Iben Mondrup og Ida Jessen og yngre stemmer i dansk litteratur som Stine Pilgaard og Olga Ravn. Frederik fra Hjørring Bibliotekerne ser en linje i de indstillede bøger:

- En rød tråd i år er den store, personlige fortælling med afsæt i et levet, og ikke altid nemt, liv. For eksempel bliver der ikke lagt fingre imellem, når Henning Jensen udleverer sit depressive selv i selvbiografien “Glasvæggen”. Olga Ravn øser ud af sit liv som skrivende mor i bogen “Mit arbejde”, og Birgithe Kosovic dykker ned i sine jugoslaviske rødder uden filter i “Det, du ikke vil vide”.

Stem senest den 4. april

Læsernes bogpris er en kontant anerkendelse til forfatteren på 50.000 kr. Men der er også noget at komme efter for de læsere, der stemmer – udover at få lov at pege på deres yndlingsbog. Blandt alle, der stemmer, trækkes der nemlig lod om fine bogpræmier. Hvis du vil stemme på din favorit til Læsernes bogpris, så er fristen den 4. april. Du stemmer ved at gå ind på Hjørring Bibliotekernes hjemmeside, www.hjbib.dk - her kan du også læse mere om de indstillede bøger og forfatterne bag.

Vinderbogen offentliggøres den 8. april.

Annonceret indhold

Nyeste