Udstillingen er med sine 52 værker kommet i stand med stor hjælp fra private udlånere - herunder Agnete Bjerres familie.pr-foto
Livet her

Årets første udstilling i Vrå: Hyldest til Agnete Bjerre

Ferniseringen af udstillingen holdes live på Kunstbygningens facebookside 3. april

02. april 2021 kl. 12:00

VRÅ: Som en hyldest til maleren Agnete Bjerre, der gik bort 16. november 2020, viser Kunstbygningen i Vrå - Engelundsamlingen en særlig udstilling med et bredt udsnit af hendes malerier.

Agnete Bjerre, født 1924 i Guldager øst for Vrå, var elev hos Svend Engelund inden hun kom på Kunstakademiet i årene 1945-49 under Vilhelm Lundstrøm. Hun udstillede første gang på Vrå-udstillingen i 1946 og var sidenhen særligt engageret medlem af sammenslutningen.

- Agnete Bjerre har gennem sin lange karriere beskæftiget sig meget med portrætmaleriet hvor hun med intuitive penselstrøg og levende farvesans skildrede ikke kun menneskenes ydre, men i særdeleshed også deres indre liv, følelser og personlighed. I hendes værker ses ofte en indgående nysgerrighed og interesse for den reducerede menneskefigur til fordel for dets væsen, lyder det i en pressemeddelelse.

På udstillingen ”Agnete Bjerre - En éner” vil der sammen med portrætterne ligeledes kunne opleves en række af Agnete Bjerres landskabsmalerier. Disse afspejler hendes livslange tilhørsforhold til det særlige nordjyske landskab fra det Vendsyssel, hvor hun var født, opvokset og vendte tilbage til gennem hele livet.

Udstillingen er med sine 52 værker kommet i stand med stor hjælp fra private udlånere - herunder Agnete Bjerres familie - og Statens Kunstfond.

Grundet den aktuelle Corona situation bliver ferniseringen af udstillingen afholdt live på Kunstbygningens facebookside 3. april klokken 13.

Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen åbner dørene for gæster 21. april klokken 12.

Annonceret indhold

Nyeste