VRÅ: Traditionen tro er Vrå Højskole igen i år vært for Årets Pressefoto, som kan ses på højskolen fra 12. september og måneden ud.
Højskolen har udstillet Årets Pressefoto siden 2014, men i år er det noget ganske særligt. En af de tidligere elever fra medie- og fotografi i Vrå er nemlig vinder i kategorien årets korte indslag i tv/web:
- Udstillingen har denne gang en ekstra vigtig betydning for os, fordi Marie Bentzon Sørensen sammen med Laura Bisgaard Krogh og Olivia Loftlund vandt årets korte tv-indslag. Marie var elev hos os i et år, og det gør os naturligvis ekstra stolte, at hun vinder i Danmarks nok mest berømte fotokonkurrence, fortæller fotograf og underviser på Vrå Højskole Søren Schnoor.
- Vi har igennem de seneste år fået tre højskoleelever igennem nåleøjet og ind som fotojournalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og en af dem er altså Marie Bentzon Sørensen, som vi ovenikøbet har været så heldige at få til at åbne udstillingen her i Vrå, tilføjer han.
Man kan møde Marie Bentzon Sørensen 12. september og ved samme lejlighed se hendes, Lauras og Olivias kortfilm A+C, der handler om Anna, der bliver assistent for en handicappet pige på Egmont Højskolen. En bevægende visuel fortælling, der ifølge juryen går lige i hjertet og maven.
Det er gratis at komme til åbningen af Årets Pressefoto klokken 19.30. Der er mulighed for at at spise med på højskolen fra klokken 18.
Livet her

Årets Pressefoto på højskole - tidligere elev vandt kategori

Vrå Højskole viser igen Årets Pressefoto - i år har udstillingen fået en ekstra dimension

02. september 2018 kl. 18:39
Opdateret 04. september 2018 kl. 08:53
Annonceret indhold

Nyeste