Her fra forestillingen Sound of Music. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Aflysning: Vi mødes alligevel ikke på Cassiopeia - men sommerspil vil fejre sin mærkedag

09. marts 2021 kl. 12:30
Opdateret kl. 12:38

Hjørring Sommerspil, som havde planlagt at opføre den danske operette ”Mød Mig På Cassiopeia” på Hjørring Friluftsteater til sommer, ser sig nødsaget til at aflyse forestillingen i år på grund af de gældende Corona-restriktioner.

Kaj Nørholm, formand for Hjørring Sommerspil, oplyser:

”Vi håber naturligvis senere at kunne gennemføre forestillingen. Det er med stor beklagelse, at bestyrelsen har truffet denne beslutning, da man allerede sidste år måtte udskyde forestillingen til i år, og der derfor nu bliver to år uden friluftsteater i Sct. Knuds Kilde. Uanset hvordan Coronasituationen ser ud til sommer, er det ikke muligt med de nugældende restriktioner at gennemføre prøveforløbet på forestillingen. Det skulle starte til april, men kravene om afstand og forsamlingsloft indendørs, hvor der jo også skal synges, umuliggør dette. Vi håber naturligvis, at vi igen i sommeren 2022 kan fylde scenen og tilskuerpladserne til en festlig friluftsforestilling.

Men vi skal ikke vente helt til sommeren 2022, før Hjørring Sommerspil kan opleves på de skrå brædder. I forbindelse med Sommerspillets 30-års jubilæum, bliver der to store jubilæumsshows på Vendelbohus lørdag d. 6. og søndag d. 7. november 2021. Her bliver der uddrag med highlights fra de bedste forestillinger gennem de 30 år, med skuespillere, sangere, det store velspillende sommerspilsorkester og Hjørring Sommerspils nye ”Showkor”. Det er lykkedes at få vores bysbarn Johannes Langkilde fra TV, som konferencier. Han sad som trompetist i orkesteret ved de første forestillinger i 1992 og 1993, Sommer i Tyrol og Annie Get Your Gun.”

Annonceret indhold

Nyeste