HJØRRING: Nordjysk Alkoholrådgivning inviterer i forbindelse med sundhedsstyrelsens landsdækkende kampagne "Alkoholfri uge 40" til gratis foredrag i Sognegården på Torvet i Hjørring tirsdag 2. oktober kl. 18:30.
Foredraget holdes af den tidligere advokat Svend Arne Jensen som med blomstrende forretning, villa i Hasseris, BMW i garagen og dyr whisky i barskabet, lå lunt i livets overhalingsbane, inden han kom ud i et massivt alkoholmisbrug, som i 1992 kostede ham karrieren som kompagnon i et velrenommeret advokatfirma i Aalborg.
Villaen blev afløst af en beskeden toværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri og han endte som bistandsklient på kontanthjælp. Svend Arne Jensen kom med i en selvhjælpsgruppe, proppen blev sat i flasken og han har ikke rørt en dråbe spiritus siden 1996.
- Han vil på en hudløs ærlig måde fortælle om sit liv, nedturen og om at vende tilbage til livet igen med helt andre værdier, lyder det fra foredragets arrangør.
Heller ikke familielivet kunne holde til belastningen og det endte med skilsmisse.
Efter foredraget er der kaffe, socialt samvær og mulighed for at stille spørgsmål. Man skal gerne tilmelde sig på forhånd.
Nordjysk Alkoholrådgivning har i øvrigt grupper både for personer med alkohol/misbrugsproblemer og for pårørende der har eller har haft problematikken inde på livet. Det er gratis og anonymt at deltage og grupperne styres af erfarne “tovholdere", som selv har eller har haft alkohol/ pårørendeproblematikken inde på livet og er afklaret med dette, disse holder gruppe "på sporet". Fælleskonceptet for grupperne er at der deles erfaringer og tales om de ting der er svært sammen med ligestillede.
Livet her

Alkoholmisbrug kostede karriere og familie

Foredrag om en advokats deroute i Hjørring

24. september 2018 kl. 10:39
Annonceret indhold

Nyeste