Onsdag kom skiltene op på facaden. SL Leasing og Lundgård Auto er nu samlet under firmanavnet Autoteknika. På billedet Henrik Leth, Morten S. Jensen, Carsten Østergaard og Christian Fisker.
Livet her

Autoteknika: To firmaer samlet under ét navn i nye lokaler

Hjørrings nye bilhus har fået navnet Autoteknika - Lundgård Autoteknik og SL Leasing er hermed samlet under ét navn

31. marts 2021 kl. 16:13
Opdateret kl. 16:26

HJØRRING: Autoteknika er navnet på Hjørrings nye bilhus. Navnet samler to velrenommerede, lokale firmaer - Lundgård Autoteknik og SL Leasing - under ét firmanavn.

Navneskiftet til Autoteknika markerer en ny begyndelse for firmaet, der i december flyttede ind i ejendommen på Læsøvej 9.

700 kvadratmeter blev udskiftet med 5000 kvadratmeter. Og pladsen gør det nu muligt at skifte gear til et højere aktivitetsniveau.

Service til alle slags biler

Det nye navn ændrer dog ikke på, at der fortsat er fokus på god service, kvalitet og specialiseret viden og erfaring på værkstedet, forsikrer Morten Schneider Jensen.

Værkstedet er kendt for sin ekspertise på specialbil-området, men Morten understreger, at han og teamet servicerer alle type biler:

- Vi tager imod alle udfordringer på værkstedet - uanset om vi skal lave fejlfinding, reparation eller service på en gammel Toyota eller en Lamborghini.

Et topmoderne værksted med 11 lifte til biler og to til motorcykler. Foto: Bente Poder

Værkstedet hos Autoteknika er blandt andet skarp til fejlfinding på bilernes elektroniske og mekaniske systemer.

- Vores force er vores know how. Vi er systemspecialister. Og vi råder over det bedste værktøj og udstyr til diagnose, kalibrering, specialopgaver og servicearbejde, tilføjer Morten.

Værkstedet er et Bosch Car Service autoværksted, og det har siden 2011 været online med en række af de største bilproducenter.

Trivsel til dygtige folk

Høj faglighed er et nøgleord - både når det gælder servicering af Audi, BMW, Mercedes, Ferrari og den helt almindelige familiebil.

- Det sikrer vi gennem uddannelse af vores personale. Alle vores medarbejdere bliver løbende opdateret gennem kurser hos professionelle udbydere, samt vidensdeling og udvikling i vores egen virksomhed, som er virkelig vigtig.

For Morten er medarbejdernes viden og kunnen råstoffet i firmaet, og han går langt for at skabe gode vilkår, så dygtige folk tiltrækkes, trives og bliver i folden.

Morten er selv passioneret omkring sit fag og sit firma. Som ung mekaniker havde Morten stor interesse for fejlfinding på problembiler. Drivkraften for ham var at skabe udvikling og lære nyt. Og sådan har han det fortsat.

- Jeg er mere interesseret i udvikling end resultater. Da jeg spillede fodbold, fik jeg en træner, der var drevet af resultater. Derfor stoppede jeg, smiler han.

- Det er fint at vinde kampe, men udvikling af talenter er vigtigere. Man skal hele tiden blive bedre - det er min grundholdning.

Kort om Lundgård Autoteknik og SL Leasing

Autoteknika samler Lundgård Autoteknik og SL Leasing under ét navn

Lundgård Autoteknik har rødder tilbage til 1983, og har været drevet af Morten Schneider Jensen siden 2009 - han overtog firmaet fra sin far, der drev Bent Jensen Automobiler.

SL Leasing blev stiftet i 2016, og ejerkredsen er Morten Schneider Jensen, Henrik Leth og Carsten Toxværd Østergaard.

Henrik Leth har en fortid fra forsvaret, og har de seneste 14 år drevet konsulentvirksomheden Coachcrew.

Carsten Toxværd Østergaard er uddannet landmand, men har brugt det meste af sit arbejdsliv i møbelbranchen, og har drevet IdéMøbler i blandt andet Hjørring.

Hallerne er endevendt

Da Lundgård Autoteknik og SL Leasing flyttede ind i de nye, store lokaler på Læsøvej 9, havde værkstedet gennemgået en omfattende renovering. De øvrige haller er siden fulgt efter.

Værkstedet råder i dag over 11 lifte til biler og to til motorcykler samt fri gulvplads til opgaver, der ikke kræver lift.

Ved siden af værkstedet er der lager samt topmoderne dækhotel med automatisk hjulvaskemaskine og alt i hjælpemidler til at løfte bilhjulene.

Mekanikerlærling Marcus Andersen på firmaets dækhotel. Foto: Bente Poder

Nye kontorfaciliteter til salgspersonale og administration står snart klar til indflytning. Og i dagene op til påske blev der lagt sidste hånd på receptionsområdet, hvor firmaets kunder til både værksted og leasing-forretningen bliver budt velkommen.

Klare ord om leasing

Det tidligere salgslokale ud mod Ringvejen er i dag udstillingshal for biler og -motorcykler. Flest i den høje ende af prisskalaen.

Ejerkredsen samlet: Carsten Østergaard, Morten S. Jensen og Henrik Leth. Foto: Bente Poder

SL Leasing blev stiftet i 2016, blandt andet efter et ønske fra værkstedets kunder og ejernes netværk. Kunderne søgte gennemsigtig og troværdig rådgivning i leasing-junglen.

Henrik Leth og Morten S. Jensen etablerede selskabet, og siden er Carsten Toxværd Østergaard blevet medejer.

Autoteknika tilbyder finansiel flex-leasing af biler til privat- og erhvervskunder.

- Hos os får kunderne rådgivning om køb og finansiering af biler. For os er det vigtigt, at kunderne får fuldt overblik, så de får den rigtige bil og en fuldstændig gennemskuelig og forståelig leasingaftale.

- Sammen med kunden finder vi den rigtige bil - enten fra vores udstilling eller fra udlandet. Vi hjælper også gerne med salg af bilen igen efter endt leasingperiode, forklarer Morten.

Fra 1. April 2021 er Autoteknika forhandler og serviceværksted for Honda og Kawasaki motorcykler, samt Honda ATV’er, og stort set hele modelprogrammet har taget plads i den nye udstilling.

Fra venstre Christian Fisker, Morten, S Jensen Henrik Leth og Carsten Østergaard Foto: Bente Poder

Nye ideer på vej

Firmaet har med Autoteknika nået en ny milepæl. Renovering og indretning på den nye firmaadresse har fyldt godt på hverdagens dagsorden i lang tid. Men firmaet kører aldrig i tomgang, og nye ideer til udvikling er på vej. Og med de nye rammer, er der plads til nye tiltag.

- Vi har jo et stort hus, vi kan putte ideerne ind i, smiler Morten.

Læs mere på: www. Autoteknika.dk

Annonceret indhold

Nyeste