Graver Carsten Nielsen har tilsået et tomt gravsted med sommerblomster. Børnene er velkommen til at plukke en buket, så de også kan lægge blomster på et gravsted. Foto: Niels Helver
Livet her

Blomsterflor på tomt gravsted: Her må børnene gerne plukke en buket til et gravsted

04. august 2021 kl. 11:15

BJERGBY: Graveren ved Bjergby Kirke Carsten Nielsen og gravermedhjælper Betty Thomsen har længe talt om, hvordan de mange tomme gravsteder på kirkegården kan forskønnes.

- Det ser så trist ud, når næsten hvert andet gravsted ligger ubrugt hen, grundet der er flere og flere, der foretrækker urnenedsættelser, siger Carsten Nielsen.

Carsten Nielsen har bemærket, at når der kommer familier på kirkegården, så er det ikke kun de voksne, der gerne vil lægge en blomst på deres kæres gravsted. Også børnene vil gerne lægge en buket. Derfor tænkte Carsten Nielsen, hvis menighedsrådet synes om ideen, så kunne der i et af de tomme gravsteder sås sommerblomster, som børnene kan plukke og lave deres egen personlige buket.

Menighedsrådet var med på ideen. Carsten indkøbte en sommerblanding med mange forskellige sorter, der blomstrer på forskellige tider. Nogen er et-årige andre to-årige, så der hele tiden er friske blomster i sommerhalvåret.

Det er allerede blevet populært, og det glæder Carsten. Børnene er meget velkommen til at plukke buketter til gravstederne, og der er en saks på skiltet, så blomsterne kan klippes pænt. Saksen skal selvfølgelig hænges tilbage ved skiltet efter brug.

Betty Thomsen har også været i gang med at tilplante de tomme gravsteder. Ikke med sommerblomster, men med forskellige stauder, så nu er der et flot helhedsindtryk på Bjergby Kirkegård.

Annonceret indhold

Nyeste