Livet her

Børnehuset Myretuen er flyttet til Sindal

Myretuen kan melde fuldt hus med 20 vuggestuebørn og 50 i børnehaven.

01. oktober 2020 kl. 13:21

Børnehuset Myretuen er efter otte år i Hørmested flyttet til Sindal, hvor de er rykket ind i den tidligere Realskole på Østergade samt i Møllehusene på Møllebakken. Bygningerne har førhen rummet den kommunale børnehave og børneinstitution. I stedet for at leje har bestyrelsen valgt at købe bygningerne af Hjørring Kommune, så de har foden under eget bord.

Efter en gennemgribende renovering af bygningerne og det udendørs område var alt klar til indflytning medio august. De fleste børn fra Hørmested flyttede med til Sindal, herudover er der kommet mange nye fra andre steder. Myretuen kan derfor melde fuldt hus med 20 vuggestuebørn og 50 i børnehaven.

- Det er dejligt med den store opbakning. Det er over alt forventning, og med 70 børn har vi ikke plads til flere i lang tid fremover. Det er skønt med succes, men også kedeligt at vi ikke kan imødekomme alle, der ønsker en plads i Myretuen. Vi har for tiden ni skrevet på venteliste, fortæller Peter Horsevad, der er formand for bestyrelsen.

Den store tilstrømning til Børnehuset har også betydet flere nyansættelser, så der nu er 13 pædagoger og pædagogmedhjælpere til at tage sig af de mange børn.

På et eller andet tidspunkt, når coronasituationen tillader det, bliver der inviteret til Åbent Hus med fremvisning af de nye lokaliteter.

Annonceret indhold

Nyeste