Arkivfoto
Livet her

Brand i villa - ruder i soveværelse sprængt

Ilden er formentlig opstået i en el-installation i et klædeskab, lyder det fra politiet

06. maj 2021 kl. 09:42
Opdateret kl. 13:07

Opdateret med mulig brandårsag klokken 13.05

BJERGBY: En villa på vejen Gedemålet i Bjergby nord for Hjørring brød ved 9-tiden torsdag morgen i brand.

Manden i huset var hjemme, da branden opstod, men han var sammen med familiens hunde kommet ud af det brændende hus, da beredskab og politi kom til adressen.

Nordjyllands Beredskab modtog alarmen klokken 09.01, og der blev meldt om røg fra villaen.

Da beredskabet kom frem var der ild i et soveværelse, hvor ruderne var sprængt.

Ingen mennesker skulle ifølge de første oplysninger fra vagtchef Mads Hessellund, Nordjyllands Politi være i fare ved branden.

- Beboerne i villaen var kommet ud, da vi og beredskabet nåede frem. Der har heller ikke været fare for, at branden skulle sprede sig til de omliggende villaer på vejen, lyder det fra vagtchefen.

Nordjyllands Beredskab kom tilstede med et slukningstog fra Hjørring med syv mand og indsatsleder Dorthe Krogh.

De fik hurtigt ilden under kontrol, og ved knap 10-tiden var brandfolkene i gang med efterslukningen, lød meldingen fra indsatslederen.

- Der er store brand- og sodskader i hele huset, og det er ubeboeligt, så husets beboere skal genhuses, fortalte Dorthe Krogh, der forventede at være helt færdig med slukningen af branden ved middagstid torsdag.

Ilden er formentlig opstået i en el-installation i et klædeskab.

- Der stod røg ud fra skabet, så vi har en formodning om, at der er sket en kortslutning i en el-installation i klædeskabet, og det har været årsagen til branden, lyder det fra vagtchef Mads Hessellund, Nordjyllands Politi.

Annonceret indhold

Nyeste