Livet her

Brasiliansk verdensmester i futsal til Hjørring-klub

Sergio Benatti skal være cheftræner i Hjørring Futsal Klub

27. september 2020 kl. 19:29

HJØRRING: Fra denne sæson tiltræder brasilianske Sergio Benatti som cheftræner for Hjørring Futsal Klub.

Og det er ikke en hr-hvem-som-helst, der indtager posten. Sergio Benatti er brasiliansk verdensmester og Champions League-vinder.

- Vi er i Hjørring Futsal Klub stolte over at kunne præsentere en så stor kapacitet som Sergio Benatti. Der har blandt spillere og folkene i klubben længe være et ønske om at kunne tage det næste skridt inden for futsal, og dette bliver Benatti en uundværlig del af. Udover at være træner for Ligaholdet vil Benatti varetage træningerne for 1. division, og der er ligeledes planer om, at han skal træne og inspirere øvrige trænere og spillere i klubben på senior såvel som ungdomsniveau, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.

- De sidste sæsoner har vi i Hjørring Futsal Klub investeret massivt i oplevelsen af at komme til futsal på HFKs hjemmebane i Park Vendia, og denne store sportslige investering vil med garanti bidrage endnu mere til tilskuereoplevelsen i Park Vendia.

Benatti er en stor futsalpersonlighed i Brasilien, hvor han særligt vil huskes for sin flotte VM-slutrunde i 1989. Her var han den helt store profil for brasilianerne, hvor han blev topscorer med syv mål og bragte brasilianerne foran i deres 2-1 finalesejr over Holland. Tilbage stod han man både en VM-titel og titlen som VM-topscorer. I sin klubkarriere har Benatti primært slået sine folder i den brasilianske liga, men har også en enkelt sæson i den bedste russiske række.

Som træner har Benatti mere end 18 års erfaring og har en lang række Futsal-kurser og -licenser. Senest har han i 2018-2019 sæsonen trænet Garges Djibson i den bedste franske række, og han har tidligere trænet i den bedste italienske, belgiske, russiske, hollandske og georgiske række. I 2005 realiserede han enhver træners drøm, da han med belgiske Action 21 sikrede sig titlen som vindere af UEFA Futsal Champions League.

Sergio Benatti bytter midt i oktober de brasilianske sandstrande ud med blæsende Vendsyssel og begynder sit trænervirke umiddelbart herefter.

Sergio Benatti og Hjørring Futsal Klub har indgået en aftale, der gælder sæsonen ud.

Trænerens CV:

2001 - 2002: Berlanda, Brasilien

2003 - 2005: Action 21 Charleroi, Belgien

2006 - 2007: Norilsky Nickel, Rusland

2007 - 2008: Marca Trevigiana, Italien

2010 - 2011: FCK De Hommel, Holland

2012 - 2013: Iberia Star Tblisi, Georgien

2013 - 2014: Al Arabi, Kuwait

2015 - 2018: Futbol 7 G7, Brasilien

2018 - 2019: Garges Djibson, Frankrig

2020 - ?: Hjørring Futsal Klub, Danmark

Annonceret indhold

Nyeste