Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Corona-kræs for hårdt prøvede medlemmer: Biffen, Bone’s eller bowling?

23. marts 2021 kl. 19:00
Opdateret kl. 19:31

- Vi har fået kontingent ind, men har ikke været i stand til at levere varen til medlemmerne på grund af corona.

Sådan ridser formanden for Skibsby-Højene Idrætsforening, Mads Nielsen, situationen op - og det er udgangspunktet for, at SHI-medlemmerne godt kan begynde at glæde sig.

Her et år efter den første nedlukning har idrætsforeningen valgt at deres medlemmer skal have en oplevelse retur.

- Dels for deres opbakning til SHI i det seneste år, men også for at sætte fokus på sammenhold i foreningen efter en nedlukning, som har betydet, at vores udøvere i store dele af 2020 og 2021 nu har siddet hjemme uden mulighed for at dyrke deres normale idræt. Med bidrag fra SHIs støtteforening, SHIs Venner, har vi valgt, at alle vores medlemmer inviteres til en gratis, social oplevelse i 2021, lyder det fra formanden.

Konkret betyder det, at den ansvarlige på det enkelte hold i henholdsvis fodbold-, håndbold-, gymnastik-, badminton- eller løbeafdelingen arrangerer, at holdkammerater og trænere kan mødes og hygge sig hos fire sponsorer og samarbejdspartnere, der har lavet gode pakketilbud: Bone’s Hjørring, Vandhuset Park Vendia, MovieHouse Hjørring og Hjørring Bowlingcenter.

Så hvis et U12 i fodbold finder ud af, at man vil ud og spise på Bone’s, så booker man bord og tager afsted - herefter får restauranten dækket regningen af SHI.

Oplevelserne finder selvfølgelig først sted i takt med, at genåbningen giver adgang de pågældende steder.

Til hvert medlem er reserveret 100 kr. Med 1400 medlemmer i de forskellige foreninger vil det sige, at bidraget beløber sig til ca. 140.000 kr., hvoraf de 35.000 støttes fra støtteforeningen.

- Det er vigtigt for os, at vi får genaktiveret vores medlemmer, så de igen kommer ud og dyrker motion. Det styrker sundhed og fællesskab. En udgift på 140.000 er meget, men vi synes vi har et stort ansvar for at genforene sammenholdet og hjælpe til, at vi får alle - og flere til - tilbage i vores forening og dyrke sport, håber man i SHI.

Annonceret indhold

Nyeste