HJØRRING: "Krop og Toner" er navnet på et nyt undervisningstilbud, som Hjørring Musiske Skole frister med til november. Tilmeldingen er lige åbnet.
På fire workshops med musik og dans i centrum tager deltagerne udgangspunkt i et fælles billede og lader sig inspirere af det som musikere og/eller dansere. Billedet vælges på den første workshop.
Deltagerne arbejder med at komponere musik og med at koreografere dans til billedet.
I musikworkshoppen underviser komponist Viggo Steincke, og deltagerne får viden om det at komponere musik.
- Spiller du et instrument, er det en fordel, lyder det fra den musiske skole.
I danseworkshoppen underviser koreograf Ulla Krebs Bille.
- Vi har fokus på den kreative proces, og kroppen er vores redskab.
Workshops finder sted på Hjørring Musiske Skole i to weekender: 10.-11. november og 17.-18. november.
De fire undervisningsdage er mellem klokken 10 og 14, og deltagergebyret er 250 kroner for alle fire workshops.
- Er du mellem 16 og 24 år og elsker du at danse eller komponere musik? Så er det lige noget for dig, lyder opfordringen fra den musiske skole.
Gennem Kulturaftale Nordjylland har Hjørring Musiske Skole opnået støtte til et eksperimenterende og tværkulturelt - og regionalt - projektsamarbejde, som hedder "Krop & Toner i Billeder".
Kulturskoler samt uddannelses- og kulturinstitutioner i Nordjylland har fået invitation til workshoppen.
Livet her

Dans noderne ud af buksebenet

Hjørring Musiske Skole sætter fokus på krop og toner - der skal både danses og komponeres musik

20. september 2018 kl. 07:39
Annonceret indhold

Nyeste