Foto: Kulturskoler i Nordjylland
Livet her

De skal svinge dirigentstokken foran Prinsens Musikkorps

Undervisere i de nordjyske musik- og kulturskoler skal på skolebænken i Hjørring med Peter Ettrup Larsen og Prinsens Musikkorps

16. september 2020 kl. 17:36

HJØRRING: En række undervisere i de nordjyske musik- og kulturskoler har fået mulighed for at komme på direktionskursus med dirigent Peter Ettrup Larsen og Prinsens Musikkorps.

Det er et tre-dages kursus, hvor deltagerne vil få nye værktøjer til ”dirigentens værktøjskasse”.

Peter Ettrup Larsen er kendt herhjemme blandt andet for at deltage i Maestro og rejser desuden verden rundt som orkester- og operadirigent.

På kurset skal der fra dag ét arbejdes konkret med direktionen. De første to dage skal deltagerne dirigere hinanden, og på tredjedagen vil alle få mulighed for at dirigere Prinsens Musikkorps. Det er en enestående mulighed for deltagerne at kunne øve sig i direktion med så kompetent et orkester.

Prinsens Musikkorps har selv henvendt sig til de nordjyske musikskoler, fordi de ønsker at udvide deres engagement i regionen. Samarbejdet betyder, at de kan medvirke til at opkvalificere underviserne og til at støtte den levende musik i regionen.

Korpset deltog også ved Nordjyllands Ungdomssymfoniorkesters sommerstævne, hvor de både spillede for og med de unge musikere.

Direktionskurset er en udvidelse af et kursus, Peter Ettrup Larsen tidligere har afholdt for Kulturskoler i Nordjylland (KiN). KiN har tidligere samarbejdet med Peter Ettrup Larsen ved flere lejligheder, blandt andet ved Nordjyllands Ungdomssymfoniorkesters sommerstævner, hvor han har inspireret de unge musikere til selv at dirigere og komponere.

- Det er helt vildt, så meget der sker på de Nordjyske Musik- og Kulturskoler i disse år. Elevernes niveau stiger hele tiden, og lærerne gør en formidabel indsats. Derfor er det en stor fornøjelse at kunne være med til også at inspirere lærerne, siger Peter Ettrup Larsen.

Det er Kulturskoler i Nordjylland (KiN), der arrangerer kurset, som afholdes på Hjørring Musiske Skole over tre dage fra lørdag 19. september.

Annonceret indhold

Nyeste