Livet her

De tager stege-termometeret med i seng

Marian og Kai fra Poulstrup stiller op til DM i Grill for hold, og lige nu er træningen i den hjemlige grillhytte intensiveret

01. juni 2018 kl. 11:49
POULSTRUP: Marian Weinkouff og Kai Løgstrup fra Poulstrup træner lige nu til DM i grill.
Parret er på hold med tre andre grill-entusiaster. Og det sammengrillede møder toptrænede op til mesterskabet, der afvikles i Aabenraa sidst i juni.
Parret træner lige nu intensivt i den perfekte tilberedning af fisk, kylling, spareribs, pulled pork og brisket. Og resultaterne smager som en drøm - vel at mærke en af de helt gode af slagsen.

Alarmen med i seng

Ønsket er hele tiden at sætte barren højere end sidste år - og udfordre sig selv og hinanden. Og målet er at nå i top tre i år, røber de.
Ud over de fem obligatoriske kategorier - inklusiv kongekategorien, som Marian betegner spareribs - stiller holdet også op i fem valgfrie kategorier. Blandt andet skal de tilberede sønderjysk kagebord på grillen, og det skræmmer dem ikke, for som de siger:
- Vi kan lave alt på grillen undtagen koldskål - men vi kan da bage kammerjunkerne.
Parret ved af erfaring, at de bliver presset på tid - og så ved de, at der ikke bliver meget søvn under DM. Grillen skal passes, så kødet opnår den perfekte konsistens og smag, og det kræver, at de tager "baby-alarmen" i form af et trådløst stegetermometer med i seng.
- Man er virkelig smadret bagefter, smiler Kai.

Food, fun og fire

20 hold er tilmeldt DM i år.
- Det er så sjovt at deltage. Det er food, fun og fire. Det er fællesskabet. Vi kender hinanden og vi hjælper hinanden og det er hyggeligt. Er nogen kommet afsted uden sellerisalt, låner vi det ud til konkurrenterne. Men vi stiller op for at vinde. Det gør vi alle sammen, understreger de.
Vendelboerne er rutinerede i grillkonkurrencer. Det blevet til en stribe statuetter og diplomer, siden Kai startede i 2009 og Marian fulgte trop i 2011. Faktisk slog Marian i 2012 Kai i fisk på grillen.
- I 2013 blev vi enige om at stille op på sammen hold, smiler Marian.

Hooked med gode ben

Kai, der er udlært fotograf, fik en Weber kuglegrill i 2006 i farsdagsgave.
- Jeg havde indtil da kun haft en kassegrill, og jeg havde kun grillet, når der var godt vejr og det ikke blæste for meget. Jeg arbejder i Nørresundby og kørte forbi Weber-skiltet. De søgte grill-folk til at udvikle opskrifter og tage billeder, og jeg blev i første omgang involveret som fotograf.
Men her stoppede grill-interessen ikke. I sommeren 2007 deltog Kai i en webercamp, og i 2009 stillede han op i DM under WBQA - World Barbecue Association.
- Jeg stillede op i pizza, burger og spareribs og blev nummer otte ud af ti. Desværre var min burger ikke gennemgrillet - men jeg vandt spareribs-kategorien. Mine ben havde så stort et forspring, at jeg var tæt på at blive dansk mester. Og så var jeg hooked, griner han.
Året efter i 2010 var der udtagelse til grilllandsholdet.
- Jeg blev ikke udtaget. Men så vi var nogen, der blev enige om at lave vores eget hold - vi stillede op i DM i hold i 2010 i Tivoli. Vi vandt intet - og lige så meget årene efter.

Opskrifter med et tvist

I 2012 vandt Marian i fiskekategorien, og så teamede Kai og Marian op. De har i år allieret sig grill-vennerne Carsten Gram, Henrik Månsson og Torben Krogh Johansen. Og holdet har nøje fordelt ansvarsområderne mellem sig med Marian som holdkaptajn.
Marian er nutidens kogekone med Moms Kitchen. Og navnet på DM-teamet med de to vendelboer er Moms BBQ Kitchen.
- Marian kan ikke læse en opskrift uden at tviste den i en anden retning - næsten altid til det bedre, lyder rosen fra Kai.
Og så er hun detaljens mester.
- Jeg står med pincetten og lægge de små blade på, inden retten skal afleveres til dommerne.
Den samlede DM-vinder får adgang til VM-dysten "Memphis in May". Og Marian og Kai er klar til at løfte udfordringen, hvis den byder sig. Dog med et forbehold:
- Vi skal have fundet nogle sponsorer. Det vil koste 100.000 at tage til VM i Memphis, vurderer de.
Annonceret indhold

Nyeste