Livet her

Den gamle var ellers kun 37 år gammel: Ny sognegård indviet

24. august 2021 kl. 16:00

Forleden havde Sct. Olai Menighedsråd inviteret til indvielse af den nye Sct. Olai Sognegård på Skagensvej 210. Grundet coronarestriktionerne var indvielse forbeholdt inviterede gæster. Indvielsen blev foretaget af biskop Henning Toft Bro, og der var musikalsk underholdning ved et til lejligheden sammensat kor af kirkesangerne fra Sct. Catharinæ, Sct. Hans og Sct. Olai kirker med hjælp fra graveren i Uggerby og organist Jens Nielsen.

Efter klokkeringning sang det sammensatte kor, og der var bøn, inden biskop Henning Toft Bro holdt prædiken og til afslutning erklærede den nye sognegård med kirkerum for indviet til kirkelige handlinger.

Derefter var der reception i de nye lokaler. Her blev der budt på lidt forfriskninger, og der var taler af formanden for menighedsrådet Kurt Madsen, provst Thomas Reinholdt, 2. viceborgmester Søren Smalbro og arkitekt Jørgen Ussing fra Bjerg Arkitektur, som har været arkitekt på byggeriet.

Der var også lejlighed til at se nærmere på det imponerende byggeri, der erstatter den gamle sognegård fra 1983. Årsagen til at menighedsrådet valgte at erstatte den kun 37 år gamle sognegård med en helt ny, var et ønske om fremtidssikre sognegården, så den kan leve op til nutidens bygningskrav. Den gamle sognegård trængte blandt andet til nye vinduer og generelt en bedre isolering. Gennem flere år havde der også været ønsker om at forbedre kirkesalen især med hensyn til akustik og belysning.

Det er menighedsrådets ønske, at den nye sognegård skal danne rammen om et aktivt sogneliv med aktiviteter, der henvender sig til alle aldersgrupper.

Alle rum i sognegården er indrettet så fleksibelt, at de kan omdannes til forskellige formål. Skal der eksempelvis være barnedåb indrettes den store sal, der er sognegårdens centrale rum, til kirkerum, hvor der kan foretages kirkelige handlinger. Salen kan således både bruges som kirkerum og som foredragssal eller til mange andre aktiviteter. Herudover er der et lokale i stueetagen, der er specielt beregnet til undervisning af konfirmander, og på førstesalen er der et fint møderum.

Se billedgalleri øverst i artiklen fra indvielsen

Annonceret indhold

Nyeste