Erik Krage er  spidskandidat for Lokallisten ved kommunalvalget. Privatfoto
Livet her

Efter intern uro: Lokallisten er klar

Syv mænd er klar til at kæmpe om pladser i Hjørring Byråd

30. september 2021 kl. 19:37
Opdateret 15. oktober 2021 kl. 10:57

Efter turbulens hos Lokallisten i Hjørring Kommune, og exit fra listens hidtidige spidskandidat og nuværende byrådsmedlem, Sven Bertelsen fra Vrå, er listen nu klar med syv kandidater til kommunalvalget 16. november.

- Vi er tilpasse, men kunne godt være mere tilfredse. Der mangler jo tydeligvis kvinder på listen, lyder det fra formand for Lokallisten, John Nielsen, der også selv stiller op som den syvende mandlige kandidat.

Listen er domineret af kandidater fra Hirtshals, med tidligere erhvervsleder og officer i flyvevåbnet, Erik Krage som spidskandidat. Han har indtil nu især markeret sig som kritiker af Hirtshals Havns dispositioner i forbindelse med en kommende havneudvidelse.

Det gælder også en anden ny kandidat, lokaldebattøren Paw Rytter, der i foråret blev fjernet som kandidat hos Socialdemokratiet, efter at han blev beskyldt for ikke at følge de valgetiske retningslinjer og for ikke at være loyal overfor partiets officielle politik, netop også i forhold Hirtshals Havn.

Kritik fra baglandet

Det var også den stærkt kritiske holdning fra lokallistens bagland i Hirtshals, der i forsommeren fik Sven Bertelsen til at forlade listen.

- Jeg føler, at der igen er kommet ro på, og jeg vil gerne understrege, at lokallistens program handler om meget andet end Hirtshals og Hirtshals Havn. Samtidig er vi også en liste, hvor der er højt til loftet og plads til forskellige meninger, siger John Nielsen, der tilføjer, at listen i øjeblikket oplever stor støtte i form af økonomiske valgbidrag.

John Nielsen har i 15 år været formand for Lokallisten i Hjørring Kommune

Han ville gerne være nået endnu bredere ud i kommunen, men han lægger ikke skjul på, at det har været en udfordring at skaffe egnede kandidater.

- Har du overvejet, om der stadig er grundlag for Lokallisten?

- Det har jeg ikke været i tvivl om. Halvdelen af borgerne bor stadig i de mindre byer og landområder, og det er vigtigt med en liste, der har fokus på forholdene for de mindre samfund, siger John Nielsen.

Listen tæller også nuværende byrådsmedlem Dan Andersen, som også har været uenig i baglandets massive kritik af beslutningerne i Hjørring Byråd vedrørende Hirtshals.

- Men jeg har lovet fortsat at stille op, og det løfte har jeg tænkt mig at holde, sagde Dan Andersen i sommer til NORDJYSKE. Ud over de nævnte kandidater, tæller listen Jesper Risager, Hirtshals, Hans Ørnbøl, Tornby og Henrik K. Brixen, Hundelev.

Lokallisten havde sin storhedstid ved valget i 2005, hvor listen, med tidligere Hirtshals borgmester Knud Størup i spidsen, opnåede ni mandater i byrådet. Han var ved det valg meget tæt på borgmesterposten i den nye storkommune, men den snuppede Socialdemokratiet alligevel på en yderst dramatisk valgaften.

Annonceret indhold

Nyeste