Fiskerpigen er rejst fra Kjul til Blåvand

Forleden rejste den tonstunge fiskerpige Solvej fra Kjul til Blåvand. Det er billedhugger Stinne Teglhus seneste store kunstværk, der blev sendt ud på den lange rejse til byen nordvest for Esbjerg.

Det er Blåvand Aktivitetsudvalg og Lokalhistorisk Museum, der har bestilt Stinne Teglhus til at lave en "ese-pige" i størrelse 1:1 i granit, som en hyldest til alle de piger, der i tidligere tider har haft det hårde arbejde med at grave sandorm til madding og sætte disse på kroge.

Stinne Teglhus er gået til opgaven med præcision og nøjagtighed, og har skabt en "ese-pige", der fremstår helt "levende". Stinne Teglhus har endnu engang brugt sin datter Solvej som model. Solvej har været iklædt tøj som "ese-pigerne" benyttede, og med Solvej og et maleri som forlæg, har Stinne Teglhus først støbt "ese-pigen" i gips, og herefter er fiskerpigen hugget ud af ét stykke svensk rød Kulla granit. En kæmpe opgave, der har taget et par år at fuldføre.

Under stor bevågenhed blev "ese-pigen" Solvej forleden afsløret i Blåvand på Blåvandvej 30 ved den gamle stråtækte skole, der i dag er Borgerhus.

Blåvand var engang et lille fiskersamfund, og i 1800-tallet var der mange, der fiskede langs vestkysten. Det var hårdt arbejde for fiskerne og i særdeleshed for en lille gruppe piger, kaldet "ese-piger". De havde til opgave at grave sandorm, der blev brugt til madding. Sandormene skulle "eses", det vil sige at sætte maddingen på kroge og klargøre linierne. Hver "ese-pige" skulle på en dag klargøre fire bakker med 600 kroge fordelt på tre liner altså 2400 i alt. Det var den mængde en fisker kunne nå at sætte på en tur. Der var en "ese-pige" til hvert bådelaug, der bestod af en båd med en besætning på syv mand. Lønnen til "ese-pigen" for det hårde arbejde var Bakskuld, en saltet, tørret og røget fladfisk.

Ese-pigerne boede i små "ese-hytter" i perioden fra april til juli. Nogle af disse hytter er bevaret og kan ses på strækningen ved Nymindegab mod Ringkøbing Fjord. Esehytterne er små bygningsværker, der er lavet af det forhåndenværende gods. Skæve stykker træ, hvoraf nogle sikkert er strandingsgods, udgør lægterne under stråtaget. Gulvet er belagt med blandt andet skibsluger og andre uens materialer, der giver et meget ujævnt gulv. Strå til taget er et naturligt materialevalg, fordi der er tækkerør lige ved hånden. Det er tydeligt, at det ikke er den sidste finish på husene, men fiskeriet, der har haft fokus for over 100 år siden.