Livet her

Flagdag for Danmarks udsendte markeret i Hjørring

Marinestuen og Sct.Catharinæ Kirke dannede lørdag ramme om to højtidligheder i Hjørring

06. september 2020 kl. 21:48

HJØRRING: Den 5. september er den officielle flagdag for Danmarks udsendte. Flagdagen blev fejret første gang i 2009 med store arrangementer over hele landet. Bortset fra det første år, har flagdagen også været markeret i Hjørring Kommune ved arrangementer i Marinestuen og i Vrejlev Kirke.

I år var der en lille ændring, idet den kirkelige højtidelighed var flyttet til Sct. Catharinæ Kirke, men samlingen i Marinestuen var som den plejer. Her blev dagen indledt klokken 07.50 med velkomst til gæsterne heriblandt borgmester Arne Boelt. Præcis klokken 08.00 blev flaget hejst, og ”Altid frejdig, når du går” blev afsunget efterfulgt af et minuts stilhed i respekt for de faldne. Morgensamlingen blev afsluttet med morgenbuffet.

Respekt for udsendte

Om aftenen var der aftengudstjeneste i Sct. Catharinæ Kirke med deltagelse af medlemmer fra forskellige soldaterforeninger. Da gudstjenesten var åben for alle, var der mange, der benyttede denne lejlighed for at ære Danmarks udsendte. Flere fra Byrådet havde også fundet vej til kirken for at vise deres respekt for de udsendte.

Gudstjenesten blev indledt med præludium af A. Scarlatti: Fuga, primo tono efterfulgt af salmen ”Giv mig, Gud, en salmetunge”. Efter hilsen, kollekt, læsning og trosbekendelse fulgte salmen ”Gør døren høj, gør porten vid!”.

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen prædikede over en tekst fra Johannes Åbenbaring ”Den nye himmel og den nye jord” og talte om det vigtige, at bevare håbet selv i en mørk tid. Han talte om fællesskabet blandt de udsendte, og om det afsavn de pårørende hjemme må lide i uvisheden om deres kære i udlandet. Thomas Reinholdt takkede alle de, der har lidt under og efter en udsendelse og mindes dem, der har betalt den højeste pris og aldrig kom hjem igen.

Herefter fulgte interludium af J. Rheinberger: Agitato, sonate i d-mol og salmen ”Kærlighed til fædrelandet” og Fadervor og Velsignelse. Den sidste salme var ”Altid frejdig, når du går”, og herefter fik borgmester Arne Boelt ordet.

Den højeste pris

Arne Boelt rettede en stor tak til alle, der siden 1948 har været udsendt for Danmark. Det gælder både soldater fra Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, Beredskabet, Hjemmeværnet, læger, sygeplejersker og præster. Indtil dato har omkring 60.000 været udsendt. Han takkede for, at de påtog sig opgaven på vegne af Danmark.

- Vi skal her til aften tænke på, at der lige nu er udsendte, der 24/7 udfører vigtige og farlige opgaver i verdens brændpunkter, så vi herhjemme kan leve i fred og sikkerhed. Vi skal også mindes dem, der aldrig kom hjem igen. De betalte den ultimative højeste pris for Danmarks sikkerhed, sagde Arne Boelt.

Formålet med flagdagen er at hædre de personer, der er eller har været udsendt på en mission for Danmark på baggrund af en beslutning truffet af regering, Folketing eller en minister. Flagdagen er en anledning til at udtrykke anerkendelse for den fremragende og professionelle indsats, som Danmarks udsendte yder og har ydet i en række af verdens konfliktområder.

Annonceret indhold

Nyeste