På blot ét år er 78 flere flygtninge i Hjørring Kommune kommet i job. Det er en vækst på 50 procent fra juni 2017 til juni 2018. Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Flygtninge i job: Kvinder halter efter mændene

Trods fremgang i Hjørring Kommunes integrationsindsats er der stadig udfordringer

09. september 2018 kl. 07:05

HJØRRING: På blot ét år er 78 flere flygtninge i Hjørring Kommune kommet i job. Det er en vækst på 50 procent fra juni 2017 til juni 2018. 59 flere mænd og 19 flere kvinder er kommet i job. 53 procent af mændene og 18 procent af kvinderne med flygtningebaggrund er nu i beskæftigelse, så kvinderne halter noget efter mændene.

Den positive udvikling hviler både på den integrationsindsats og de mange opkvalificeringsforløb som Hjørring Kommune har iværksat. Her kan bl.a. nævnes introduktionskurser i både fiskeindustrien og som landbrugsmedhjælper - begge forløb har det seneste år haft stor succes, særligt blandt flygtninge.

I Hjørring Kommune sker udviklingen af opkvalificeringskurser i tæt samarbejde med de virksomheder i Hjørring, der efterspørger mere arbejdskraft.

- Arbejdsstyrken og beskæftigelsen i Hjørring Kommune er vokset de seneste to år, og væksten skyldes samlet set at flere flygtninge og indvandrere er kommet i job. Vi ser dog fortsat et stort potentiale for at flere flygtninge og især flere kvinder kommer i job. Det er helt afgørende for integrationen i Hjørring Kommune, at kvinderne kommer markant bedre med i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Tilbuddene er der, og fra politisk hold forventer vi, at man tager imod disse, siger Thomas Klimek, formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget.

Hjørring Kommune har investeret et tre-cifret millionbeløb i at hjælpe kommunens borgere i job - og flygtningene er også blevet omfattet af denne strategi for at kunne sikre tilstrækkelig arbejdskraft til virksomhederne.

Annonceret indhold

Nyeste