Livet her

Flyvende start til Hjørrings nye festival: Se hvor mange billetter, der er solgt ...

01. december 2021 kl. 06:01

Hjørrings nye musikfestival - Femhøje Festival - har fået kraftig medvind. Det er to uger siden, at Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt offentliggjorde planerne om en stor musikfestival på byens stadion. Og på ganske få dage er der solgt over 1000 billetter.

Ganske vist er de to bagkvinder optimistiske af natur. Men de havde dog ikke i deres vildeste fantasi drømt om så massiv en opbakning fra både lokale borgere, erhvervsfolk og sponsorer.

- Vi er SÅ overvældede over, hvor godt det her initiativ er blevet modtaget. Vi har fået en rigtig god start.

- Alle de erhvervsfolk, vi har haft kontakt med, har sagt, at det er en god ide, og de vil gerne bakke op om fællesskabet, fortæller Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt, der har som erklæret mål at give musikken High Five og lave en festival i Superligaen.

Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt planlægger festivalen i deres fælles eventfirma GodtHardt & Partners.

- En time efter nyheden var ude fredag eftermiddag, fik vi for eksempel en henvendelse fra et firma, der var interesseret i at bakke projektet op ved at købe en stor sponsorpakke. Et andet firma har tilbudt os gratis skiltning, og flere frivillige har henvendt sig til os og tilbudt deres arbejdskraft, tilføjer Rikke Ejsenhardt.

- Og det er fedt, at lokalbefolkningen har givet os kæmpe-opbakning. Det er så overvældende, siger Sanne Godtliebsen.

Festivalen spiller første gang over scenen 16. juli 2022 med seks kunstnere på scenen. De to første navne er offentliggjort, nemlig Scarlet Pleasure, som især er kendt for titel-melodien til filmen Druk, ”What a life” og Medina, som er Danmarks popdronning nummer et. Sidst på ugen forventer Sanne og Rikke at være klar med det tredje musiknavn, og inden jul vil alle navne formentlig være klar til offentliggørelse - inklusiv hovednavnet.

Billetsalget er i gang på www.femhoeje.dk

Annonceret indhold

Nyeste