Fodplejer Karen Kristensen får lokale hos frisør Ivar fra 20. august. Nu kan Ivar klippe Karen og Karen kan pleje Ivars fødder. Foto: Henrik Louis
Livet her

Fodplejer rykker ind hos frisøren: - Nu kan du få pleje fra top til tå

06. august 2021 kl. 06:10

HJØRRING: Karen Kristensen har åbnet eget firma - Sydbyens Fodpleje - og siden 1. juni har hun kørt ud til kunderne for at tage professionel hånd om deres fødder. 20. august åbner hun klinik i Hjørrings centrum. Hun har nemlig lejet lokale hos frisør Ivar Pedersen i salon ”You & I” i Stokbrogade, og her vil hun i første omgang have åbent fredage og lørdage.

- Nu tager jeg springet, siger Karen, der kom fra et job i hjemmeplejen.

- Fredag og lørdag tilbyder jeg fodbehandlinger, voksbehandlinger, manicure og ordner bryn og vipper. Og de andre dage i ugen kører jeg hjem til folk privat, fortæller Karen Kristesen.

Karen tog uddannelsen som fodplejer i 2012, og begyndte som udekøerende i branchen.

- Jeg tog også nogle vagter i hjemmeplejen for at supplere indtægten, og så blev jeg der i nogle år.

- Men hvis jeg skal prøve at være selvstændig er det nu - jeg er 54 år. Så nu skal den bare have hele armen, smiler hun.

Wellness- og humorhus

Karen Kristensen har været kunde hos frisør Ivar Pedersen i mange år.

- Jeg kan virkelig godt lide Ivar. Og han er bare dygtig, tilføjer Karen.

Og Ivar ser frem til at få Karen som lejer. Men Karen fortæller med glimt i øjet, at der skulle lidt overtalelse til, inden Ivar åbnede døren for hende.

- Jeg har været på knæ for ham og vredet armen om på ryggen af ham for at få lokale her i salonen, griner Karen med et nik mon Ivar, der med et nik bekræfter historien.

Og netop grinet og den lune humor er i høj kurs i salonen i Stokbrogade:

Karen og Ivar overvejer med et smil, om klinikken på sigt skal have nyt navn med den nye fodklinik under tag.

- Så skal det hedde et wellness- og humorhus, foreslår Ivar og understreger, at humor er et vigtigt krydderi i hverdagen.

Men indtil videre hedder frisørsalonen You & I, og Karens firma beholder navnet Sydbyens Fodpleje. Og de har hvert sit telefonnummer. Ivar træffes på 24612044 og Karen på 61416427.

Onsdag 11. august er der reception i salonen i Stokbrogade fra klokken 15 til 19.

- Her fejrer vi, at Karen og jeg ”flytter sammen”. Og så har jeg 35 års jubilæum, siger Ivar.

Annonceret indhold

Nyeste