Vendsyssel Teater danner smuk ramme om folkemøde, som alle kan deltage i - aftenen peppes op med et besøg af Lasse Rimmer.
Livet her

Folkemøde skal sikre hjælp til udsatte under og efter genåbning

Deltagerne skal i fællesskab diskutere løsninger, der tager hånd om ensomhed og mistrivsel

12. juni 2020 kl. 10:47

HJØRRING: Hjørring er tirsdag 16. juni vært for Røde Kors Folkemøde. Deltagerne mødes på Vendsyssel Teater klokken 18 til 21, og lokale ildsjæle, civilsamfund og virksomheder skal sammen sætte ord på de sociale udfordringer, der er under corona og fortsat vil være der i kølvandet på pandemien.

Nu er den gradvise genåbning af Danmark gået i gang. Men der er fortsat mange, der ikke kan åbne i samme tempo som resten af samfundet, og som fortsat er påvirket af krisen. De sociale følgevirkninger som mistrivsel og social isolation er langt fra ovre, lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.

- Denne tid ulig alt andet, vi har prøvet før. Imens vi alle venter på en vaccine mod Covid-19, har vi brug for en social vaccine mod de negative konsekvenser af coronakrisen. Vi skal samle alle de gode ideer og forslag til, hvordan vi hjælper de personer, der fortsat vil være påvirket af ensomhed, isolation og mistrivsel i den tid, der kommer nu. Vi har brug for handling nu, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors i Danmark.

Med folkemødet i Hjørring vil Røde Kors invitere civilsamfundet, ildsjæle og repræsentanter fra kommune og virksomheder til en fælles dialog om, hvilke løsninger vi sammen og hver især kan skabe for at hjælpe dem, der mistrives og føler sig ensomme i kølvandet på coronakrisen.

Mange vil gerne hjælpe

Den seneste tid har vist, at danskerne er klar til at hjælpe. Rundt omkring blomstrer initiativer op med fællessang, altanfester, plejehjemsdans og frivillige mødes digitalt, når afstand er nødvendig.

- Vi ser alle vegne et overvældende engagement og lyst til at hjælpe og finde nye måder at skabe fællesskaber på. Civilsamfundet har været i fuld gang i de seneste måneder. Men nu skal der gøres endnu mere, og vi håber, at rigtig mange vil være med til at afhjælpe de udfordringer, der vil fortsætte for mange, selvom vi er begyndt at åbne Danmark igen, siger Anders Ladekarl.

Deltag i Røde Kors’ folkemøde

- De erfaringer og oplevelser, du har gjort dig under corona, kan hjælpe med at skabe løsninger, der skal udgøre en sociale vaccine mod de negative sociale konsekvenser, der er fulgt med coronakrisen. Så vær med til at skabe løsninger, der kan modvirke ensomhed, mistrivsel og social isolation efter Covid-19, lyder opfordringen fra arrangørerne.

På mødet vil der blive diskuteret konkrete løsninger og initiativer. Derudover vil mødet byde på fortællinger om konkrete udfordringer og gode ideer, der allerede eksisterer i lokalområdet.

Og som en del af aftenens program vil stand-up komiker Lasse Rimmer få salen til grine, når han sætter humoristisk fokus på vores nye hverdag med corona.

Se det fulde program og tilmeld dig på www.rodekors.dk/folkemoeder

Annonceret indhold

Nyeste