Et reduceret kirkekor deltog ved åbningsfesten i Tversted Kirke.. Foto: Jan Jensen
Livet her

Forsinket genåbningsfest i Tversted

- Slid på jeres kirkebænke, lød opfordringen fra biskop Henning Toft Bro, der palmesøndag deltog, da kirken blev fejret

31. marts 2021 kl. 10:16

TVERSTED: En blomstersmykket Tversted Kirke dannede palmesøndag ramme om en forsinket genåbnings-fejring. Kirken gennemgik en indvendig restaurering i 2020, og den forsinkede genåbningsfest skyldes corona.

På grund af corona var ungdomskoret reduceret til kun tre deltagere. Kirkekoret og musikere på trompet og violin indledte med, at fremføre kantaten: ”Se hvor nu Jesus træder hen til den morderstad”.

Biskop Henning Toft Bro i Tversted Kirke. Foto: Jan Jensen

Biskop Henning Toft Bro takkede for indbydelsen og talte til menighedsrådet, personalet, frivillige og menigheden med følgende ord:

- Tillykke med jeres restaurering, at I er nået hertil - og hvor er det blevet flot! Jeg har nu altid syntes, at Tversted Kirke var flot, og hvor er det lykkedes godt til de næste mange års brug. Det handler jo ikke bare om, at have en kirke men også om, at ”Være Kirke”.

- Det handler om at bakke op om menighedens fællesskab ved gudstjenester, kirkelige handlinger og alt hvad der ellers sker hos jer.

Biskoppen fortalte om en anden menighed, der var kede af, at deres kirkebænke var så slidte. Dertil havde Biskoppen svaret: ”Det skal I ikke være kede af, det er bare et tegn på, at I ”bruger” jeres Kirke!”.

Til menigheden i Tversted lød biskoppens opfordring: - ”Slid” på jeres Kirkebænk og vær den generation, der rækker Kirken frem til nye generationer.

Efter de kirkelige handlinger fremførte kirkesangere og organist: ”Hil dig, Frelser og Forsoner” og sluttede af med: ”Nu mister mørket magten til mørkets overmand” med tekst af Henning Toft Bro.

Gudstjenesten i kirken sluttede med, at menighedsrådets formand Elsebeth Madvig talte kort om restaureringen af kirken. Hun oplyste blandt andet, at Arkitektfirmaet Bundgaard MAA ApS har forestået planlægningen af restaureringen.

Gudstjenesten blev forlænget udendørs ved, at deltagerne forsynede sig i våbenhuset og gik udenfor og holdt afstand på grund af corona. Her fik mange sagt farvel til biskoppen med ønske for ham om et godt otium.

Tekst og foto: Jan Jensen

Kirkekaffe i det fri. Foto: Jan Jensen
Menighedsrådet og frivillige sørgede for kirkekaffe og brød. Foto: Jan Jensen
Annonceret indhold

Nyeste