Anne Friis tiltrådte som forstander på Vrå Højskole 1. marts. Foto: Bente Poder
Livet her

Forstander troede så meget på genåbning, at alle mødte ind flere timer før det blev officielt

På Vrå Højskole mødte alle medarbejdere ind tirsdag morgen for at planlægge undervisningen - de fik først officielt lov til at åbne flere timer senere

09. marts 2021 kl. 20:42
Opdateret kl. 21:10

VRÅ: De store lokaler på Vrå Højskole egner sig ikke til at stå tomme. Lærerne, der har arbejdet på skolen under nedlukningen, har tilført en lille smule liv, men den summen, grinene og stemningen, som eleverne normalt skaber på skolen har været helt forsvundet siden jul.

Derfor var det en håbefuld forstander, der tog en chance og kaldte alle medarbejderne på arbejde tirsdag morgen for at planlægge opstart. På det tidspunkt vidste de nemlig ikke, om de ville få lov til at åbne 15. marts.

- Der var meget, der pegede i den retning. Der er lave smittetal og så vidste vi, at vores formand forhandlede med ministeren, fortæller forstander Anne Friis til NORDJYSKE.

Hun er netop tiltrådt som forstander 1. marts, og hun er glad for at skolen tirsdag eftermiddag officielt fik lov til at åbne 15. marts.

I første omgang byder skolen velkommen til 95 elever, som på trods af coronarestriktioner får et højskoleophold, som ligner det, de ellers ville have fået.

- Som det er nu, kommer der ingen studieture, men vi skal nok sørge for, at de får alle de gode oplevelser med, som de ellers ville, selv om vi kun må være på skolen, siger Anne Friis.

Hun glæder sig til, at eleverne kommer og fylder de store lokaler på skolen.

- Jeg glæder mig til, at der er larm og støj. At eleverne kommer og banker på og stiller skøre spørgsmål. Til at der bliver grin og liv på skolen, for det har vi i den grad savnet, siger hun.

Det er dog ikke alle elever, der kommer 15. marts. Skolen skulle også have 21 udenlandske elever, men de må fortsat ikke rejse til Danmark, fordi højskoleophold ikke bliver vurderet som et anerkendelsesværdigt formål.

Annonceret indhold

Nyeste