Livet her

Fra grim ælling til vild svane

Herregårdens bygninger er renoveret med hjælp fra Realdanias kampagne "Fremtidens Herregård" - restaureringen løb op i godt 12 millioner kroner.

26. september 2018 kl. 07:40
Opdateret kl. 08:55
VENNEBJERG: Villerup Hovedgård slår fredag 28. september dørene op til "Åben Herregård" med jazz, rundvisninger, traktorture og gourmet-pilebryg.
Herregården er normalt ikke åben for offentligheden, men anledning til det store eftermiddagsarrangement er, at en omfattende renovering af de stolte gamle bygninger nu er gennemført. Og det færdige resultatet får gæsterne selvfølgelig mulighed for at se nærmere på.

Skæve mure bevaret

I 1995 købte Vibe Gro Falk og Johannes Falk den noget nedslidte herregård. Den skulle danne ramme om familiens hverdag, og samtidig skulle den fungere som produktionsvirksomhed for deres avancerede pilehegn i firmaet PileByg.
Selv om bygningerne ikke er fredet, ønskede Vibe og Johannes at bevare så meget som muligt af dét, som havde værdi for eftertiden. Det viste sig stort kun at være de gamle skæve mure i bindingsværksladen fra slutningen af 1700-tallet, som samtidig er den ældste bygning overhovedet på Villerup.
Hovedhuset blev først sat i stand, men tre store lader har i mange år trængt til en kærlig hånd.

Nænsom forvandling

Herregårdens bygninger er renoveret med hjælp fra Realdanias kampagne "Fremtidens Herregård". Realdania var villige til at skyde fire millioner kroner i projektet. Parret vurderer, at restaureringen løb op i godt 12 millioner kroner.
- Vi har nænsomt forsøgt at bevare bindingsværket, historien og kulturen for de steder, som er bevaringsværdige. De steder som ikke gav mening at bevare, har vi arkitektonisk moderniseret i stil med gårdens virke, siger Vibe Gro Falk.
Netop de skæve mure er en del af det særkende Villerup har. Og derfor blev der også kun småjusteret på murene, så de kan stå og hælde i mange år fremover.
- Økonomisk er det ikke rigtig bæredygtigt at lave det her, fordi det koster omtrent det dobbelte af nybyggeri. Men vi kunne ikke få os til at fjerne de gamle mure. Vi skal jo også selv se på det, og vi synes, det var smukkest sådan her. Det er derfor, vi er så glade for den hjælp, vi har fået fra Realdania, siger Vibe Gro Falk.

Forfaldent vildnis væk

Formålet med Realdanias kampagne er at støtte bæredygtigt landbrug, som kan sikre herregårdens bygningsarv og bidrage til livskvalitet i lokalområdet.
- Villerup Hovedgård var i mange år et forfaldent vildnis, den grimme ælling - men, vi tør godt vove at sige, at den nu er transformeret til en smuk, hvid svane. Eller - måske snarere, en smuk og vild svane.
- Restaureringen afspejler nemlig vores levevej - moderne design i pil til industri- og byggeri.
- Arkitektonisk nytænkning og dristige greb i restaureringen gør nu Villerup Hovedgård til et særegent syn blandt herregårde.
Renoveringen af en over 200 år gammel bygning er ikke noget, der findes én bestemt opskrift på. Så ægteparret har af og til prøvet sig lidt frem, tænke kreativt og tage nogle chancer for at kunne bevare de skæve mure.
Fredag er der mulighed for at møde arkitekterne bag Villerups transformation, E+N Arkitektur.

Tæt på produktionen

De gamle bygninger på Villerup Hovedgård har fået et fornyet liv - ikke kun på grund af restaurering, men gennem forædling af pil og produktion af grøn energi. Gården er hjemsted for virksomhederne PileByg og Nordic Biomass.
Den restaurerede herregård danner ramme om produktionsområder med specialmaskiner til forarbejdning af pil, værkstedsfaciliteter, et varmt lagerområde, kantine og toiletforhold.
Derudover skal det også danne ramme om et showroom, hvor de forskellige typer af pil og pileflis, flettede facader og land-art vises frem.
Ved fredagens åbne hus kan interesserede også få indblik i stedets daglige produktion. Gæsterne får mulighed for at gå rundt i tre landbrugshaller, hvor de kan høre om kystsikring, støjafskærmning og CO2 neutral opvarmning, som er noget af det, de to firmaer beskæftiger sig med.
- På dagen har vi også premiere på en moderne fortolkning af et våbenskjold - sådan et har Villerup ikke haft før, smiler Vibe Gro Falk.
Annonceret indhold

Nyeste