Livet her

Fremtidens kokke og tjenere i dyst

12 kokke- og tjenerelever var med ved Nordjyske Mesterskaber, der blev afviklet i Hjørring

01. oktober 2018 kl. 18:39
HJØRRING: Søndag løb Nordjyske Mesterskaber for kokke- og tjenerelever af stablen på EUC Nord i Hjørring. Her dystede otte kokkelever og fire tjenerelever fra EUC Nord og TECH College om at blive Nordjyllands bedste elev i deres fag. Titlen som Nordjyllands bedste kokkeelev gik til 18-årige Elisabeth Madsen, som til dagligt er i lære i Musikkens Spisehus i Aalborg:
- Det er en vild følelse nu at kunne kalde sig nordjysk mester for kokkelever. De er min første konkurrence, så de seneste tre måneder har været præget af mange timers forberedelse og en del nervøsitet, så det er skønt at se, at det har givet pote, siger Elisabeth Madsen og fortsætter:
- Det var bare overordnet set en rigtig god dag. Det er altid hyggeligt at møde deltagerne fra andre restauranter, og der var god stemning i køkkenet hele vejen gennem processen. Arrangementer som disse skaber et godt sammenhold kokkeeleverne imellem, og det er en god mulighed for at udvide sit netværk og få faglig sparring.
Elisabeth Madsen blev udråbt som vinder af et fuldstændig enigt dommerpanel, og hun vandt desuden hygiejneprisen for god orden og hygiejne i køkkenet i løbet af konkurrencen.
Elisabeth Madsen havde forberedt en menu bestående af tempereret rødtunge med grydestegt blomkål. Hertil sprødt brød med urter samt jomfruhummerragout. Desserten bestod af mælkechokolade med brombærmousse, kefir-ganache med en sponge-bund med chokolade og mandler overtrukket med mælkechokoladegele samt kefirsorbet med tempereret chokolade og en lun brombærsauce tilsmagt med pernod og stjerneanis.
Andenpladsen gik til Cecilie Pedersen fra Ruths Hotel i Skagen, mens Christian Næsgaard fra Himmerland Golf og Spa resort løb med tredjepladsen.
Tjenerkonkurrencen endte som følger:
1. Camilla Stadsvold Jespersgaard, Restaurant Mortens Kro.
2. Camilla Lambertsen, Comwell Hotel Rebild.
3. Magnus Nielsen, Comwell Hvide Hus Aalborg.
Annonceret indhold

Nyeste