To garvede vodbindere var i gang med at lave huller til børnenes øvelser i skud. Træner Jan Erik Pedersen har fået fremstillet et ketcher-net, som børnene kan bruge, når man er for lille til at slå med ketcher.
Livet her

Frivillige på banen: Tennisklub forårsklar med hjælp fra vodbindere

17. april 2021 kl. 17:15

Hirtshals Tennisklub havde forleden 33 frivillige medlemmer af klubben i sving til forårsklargøring af klubbens område - både ude og inde.

- Hirtshals Tennisklub har 120 medlemmer. Vi holder banerne, og kommunen betaler materialerne, siger formanden for klubben, Susanne Djurhuus.

- Vi har et samarbejde i gang med Skolecenter Hirtshals, hvor vi har lavet 10 store take Away-tennistasker med ketcher og tilbehør til tennisspillet. Dem kan børnene kan så låne med hjem for at øve sig - og for at se om tennis er noget for dem. Vi vil også gerne have børn og lærer med ud i det fri her på banerne i tennisklubben, vi har instruktører der kan lære børnene meget om hvordan man spiller tennis, tilføjer hun.

Jan Erik Pedersen, der nu har været træner i tennisklubben i hen ved 50 år, har ladet fremstille en ketcher som et net, der kan fange en tennisbold.

- Det er godt at øve med, når man er helt lille. Det kan nemlig være svært at slå med en ketcher, men man kan nemmere gribe en bold med nettet - og derved lære at bruge ketchen til at slå med senere i livet, siger Jan.

Petanque-spillerne gjorde også deres bane forårsklar - tennisklubbens lokaler bliver også brugt af vandreklubben.

Annonceret indhold

Nyeste