- Den hengivenhed og taknemmelighed vi får er egentlig en fyrstelig løn. Og når vi oplever, at de voksne består sprogskolens eksamen og kommer i arbejde, og at børnene trives og klarer sig godt i skolen/børnehaven, ja - så kan man næsten gå på vandet, lyder det fra Niels Rosenbom, der her ses i snak med Hagos Yemane.  Foto: Hans Ravn
Livet her

Frivillige til netværk søges

30. april 2017 kl. 08:35

Dansk Flygtningehjælps Netværksfamilier mangler frivillige, der gerne vil lære en flygtning - eller en flygtningefamilie - at kende og hjælpe dem lidt på vej ind i vores samfund.

Niels Rosenbom, der koordinerer netværket i Hjørring kommune, oplyser, at ventelisten lige nu er på 70, der har bedt om at få kontakt til en dansk familie.

- Der er både enlige og familier, de fleste kommer fra Syrien og Eritrea. Både med hensyn til alder, uddannelse og sprogfærdigheder dækker de næste hele spektret.

- Flygtninge kan ikke bare anbringes i én kasse og skæres over en kam - de er jo mennesker ligesom os "indfødte". Men alle, der beder om en netværksfamilie, har en ting til fælles: De stræber alle efter at lære dansk og få et arbejde.

- I dag er vi 50 aktive netværksfamilier eller - personer i alle aldre, tilføjer Niels Rosenbom.

- I netværket er vi også meget bredt sammensat - men også med et fælles ønske om at hjælpe mennesker, der gerne vil være til nytte i vores samfund. Vi mødes typisk med vores flygtninge to-fire gange om måneden og snakker om dagligdagen. Hvor køber man hvad? Hvad står der i brevet fra kommunen eller udlændingestyrelsen? Hvorfor gør vi sådan her i landet? Naturligvis kan der komme spørgsmål, som netværksfamilien ikke selv kan svare på. Men så er der måske andre i netværket, der kan hjælpe - og ellers kan vi trække på eksperterne i Flygtningehjælpen.

Netværksarbejdet er frivilligt - og derfor på papiret ulønnet.

- Men den hengivenhed og taknemmelighed vi får er egentlig en fyrstelig løn. Og når vi oplever, at de voksne består sprogskolens eksamen og kommer i arbejde, og at børnene trives og klarer sig godt i skolen/børnehaven, ja - så kan man næsten gå på vandet.

Interesserede kan henvende sig til Dansk Flygtningehjælp - https://flygtning.dk/frivillig eller nielsrosenbom@gmail.dk.

Annonceret indhold

Nyeste