Beredskabet var onsdag aften i gang for at begrænse skaderne efter forureningen. Privatfoto: Lystfiskerforeningen for Liver Å.
Livet her

Gylle løb ud i åen fra nyt rørsystem: - Det var min fejl

Endnu en forurening har på det værst tænkelige tidspunkt ramt Liver Å

22. april 2021 kl. 12:54
Opdateret 23. april 2021 kl. 11:23

- Det kan ikke være et meget værre tidspunkt. Det er virkelig skidt. Sådan lyder det fra landmand Daniel Overgaard Pedersen, der torsdag måtte konstatere, at en utæthed i et helt nyt rørsystem til gylle, har betydet en ny forurening af Liver Å, og formentlig er der slået en stor mængde fiskeyngel ihjel.

Forureningen kommer lige efter, at landmanden stolt har præsenteret det nye rørsystem, der kan pumpe gylle mellem hans biogasanlæg ved Smidstrupvej syd for Hjørring og en række tilsluttede landbrug. Det sparer en masse transporter af gylle på vejnettet.

Se også
Træt af gyllevogne på vejene? Daniel pumper nu gyllen rundt

- Onsdag skulle vi lave en testkørsel, hvor vi pumper det afgassede gylle tilbage i rørsystemet. Der er lavet en kobling med et rør, der skal bruges til at udbygge anlægget. Koblingen til det rør var ikke ordentlig tæt, og det betød, at der i to-tre timer er løbet gylle ud i jorden og videre ned i åen. Det her er min fejl. Det er meget beklageligt, siger Daniel Overgaard Pedersen.

Landmand Daniel Overgaard er ved at etablere landets største rørsystem til gylle. Nu kom det først uheld med anlægget.

Beredskabet og Hjørring Kommune var onsdag aften ude for at forsøge at begrænse skaden fra den prop af gylle, der flyder i åen. Der blev simpelthen pumpet luft ned i vandet for at ilte vandet, så der kan være en chance for at fiskene overlever.

Men det tvivler Lystfiskerforeningen for Liver Å på vil lykkes.

- Vandet er helt sort og vi har set nogle døde fisk. Det her kommer 14 dage efter, at vi har sat 20.000 stk. ørredsmolt med en størrelse på 15-20 cm ud i Liver Å. Det her er selvfølgelig et uheld, men det må bare ikke ske, siger formand Daniel Larsen.

Nu skal Lystfiskerforeningen for Liver Å  på den igen med elfiskeri for at vurdere konsekvenserne af forureningen, fortæller formand Daniel Larsen. ArkivFoto: Kurt Bering

Lystfiskerforeningen vil nu foretage elfiskeri for at få et mere præcist billede af, hvor store konsekvenser forureningen har fået for livet i åen, der igennem årene har været hårdt ramt af forureninger. Der var også en forurening fra biogasanlægget, BB Biogas for to år siden.

Se også
Nordjysk å forurenet: Kommune melder landmand til politiet i mørkelagt sag

- Det her er forfærdeligt og det værst tænkelige tidspunkt, hvor vi også netop har stor fokus på at forbedre forholdene i vandløbene i kommunen. Når det er sagt, er det også en menneskelig fejl og et uheld. Det rørsystem, som landmanden er ved at opbygge er stadig en fantastisk god ide, men der skal selvfølgelig være styr på, om der er utætheder, siger formand for teknik og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V), der onsdag aften var forbi for at blive orienteret om forureningen.

Se også
Vandløbene halter: Nu kommer der fart på forbedringer
Forureningen er tydelig i Liver Å. Privatfoto

- Nu bliver systemet stoppet, indtil vi i næste uge får overvågningssystemet i drift. Så vil der straks komme alarmer, hvis der er utætheder. Jeg har tilbudt at dække de udgifter, som lystfiskerne har som følge af det her, fortæller Daniel Overgaard Pedersen, der selv anslår, at cirka 50 kubikmeter gylle er løbet ud i åen.

Problemet for lystfiskerne er, at udsætning af yngel er begrænset til nogle bestemte tidspunkter på året, så der kan formentlig ikke sættes ny yngel ud før næste år. Foreningen har købt ørredyngel for 85.000 kroner, samt brugt mange timer på opgaven.

Annonceret indhold

Nyeste