Sådan så det ud, da fyrværkeriet sprang i Tårs Hallen. Privatfoto
Livet her

Hal-Bjarne fra Tårs har brugt sin 1. januar på at fange tre unge hærværksmænd

Mens andre har plejet tømmermænd og set skihop, har halinspektør Bjarne Holmberg brugt sin første januar på at jagte tre unge mænd

01. januar 2021 kl. 19:31

TÅRS: Brandvæsenet havde ikke mere end lige forladt Tårs Hallen, da Bjarne besluttede sig for, at han ikke skulle hjem i seng.

Kort tid forinden klokken 04.11 var han blevet vækket, fordi der var gået en brandalarm i hallen, hvor han er halinspektør.

Brandvæsenet rykkede ud, men kunne hurtigt konstatere, at der godt nok havde været røg, men ingen ild.

Årsagen fandt Bjarne hurtigt frem til, da han så overvågningsbillederne fra hallen igennem.

Her kunne han se tre unge mænd gå ind i hallen via en dør, som egentlig burde være låst, og kaste et kanonslag. Herefter forlod de stedet i en fart.

Bjarne havde dog en idé om, at de måske stadig gik rundt i byen, så han valgte at gå ud og kigge efter dem.

- Jeg rendt lidt rundt i byen, for at se om jeg kunne finde dem. Det kunne jeg slet ikke lade være med, siger Bjarne Holmberg til NORDJYSKE.

Det lykkedes dog ikke for den ihærdige halinspektør, at finde frem til de tre unge mænd fredag morgen - så han måtte tage andre metoder i brug.

Bjarne Holmberg har brugt sin første januar på at jagte tre unge hærværksmænd. Arkivfoto: Bente Poder

Fundet via sociale medier

Bjarne valgte at tage nogle billeder fra overvågningskameraet og offentliggøre på Tårs Hallens facebook-side. Han ved godt, at det kan give problemer, men som han siger.

- Jeg tænker, at formålet overskygger den risiko.

Opslaget blev hurtigt delt vidt og bredt og fredag sidst på eftermiddagen var det nået ud til omkring 70.000 mennesker.

Men vigtigst af alt, så havde Bjarne fået et par tip om, hvem de unge mænd på overvågningsbillederne var.

- Så jeg ringede til en forælder og bad hende om at redegøre for sin søns færden i nat. Efter den henvendelse blev jeg ringet op af en af de unge, som havde været i kontakt med de to andre, og de skal mødes med mig ved hallen om lidt for at rydde op, siger Bjarne Holmberg, som fortæller at drengens mor var alt andet end stolt over sin søn.

Sådan så opslaget ud på Tårs Hallens Facebook-side. Screendump: Facebook

En lærestreg

Bjarne kunne have valgt at melde episoden til politiet og så bruge sin 1. januar i sofaen, men når han i stedet vælger, at bruge sin fritid på at finde de unge, så handler det for ham om respekten for fællesskabet.

- Jeg bruger energi på det, for at opretholde den her respekt for, at vi skal passe på tingene sammen. Der er ingen grund til at lave en politisag ud af det, hvis de unge vil erkende, at de har dummet sig, betale omkostningerne og så komme ned og gøre rent efter sig, siger han.

- Jeg har det godt med at lære de unge mennesker om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er til alles fordel, at vi får fat i dem, som træder ved siden af. Der er god læring i det for alle. For betingelsen for, at der kan være åbent i hallen er, at vi passer på tingene sammen.

Nordjyllands Politi bekræfter fredag eftermiddag, at de ikke har modtaget en anmeldelse.

En skideballe

Bjarne skal nu mødes med de tre unge mænd, som får lov til at selv at gøre rent efter sig i hallen. Han har mopper og koste klar til dem, når de kommer. Og så får de også lov til at betale bøden til Nordjyllands Beredskab, som blev kaldt ud til en falsk alarm på grund af røgen fra fyrværkeriet og for reparation af de klinker, som gik i stykker.

Og så får de nok også en opsang fra Bjarne.

- De får da en skideballe. Men jeg tror, også at det virker bedst, langt hen ad vejen, siger Bjarne Holmberg.

Annonceret indhold

Nyeste